Der er lagt op til en aften, hvor myter, natur og metalmusik smelter sammen. Progressiv metal med danske tekster og teatralske live shows mødes, når Danefae og Lamentari deler scenen fredag den 7. februar. Publikum kan se frem til en koncertoplevelse, hvor både det melodiske og det mørke får plads.
Danefae har rødder i danske sagn, natur og litteratur og spiller progressiv metal med danske tekster. Bandet tog sin nuværende form, da de fire medlemmer mødte hinanden på konservatoriet, hvor en fælles kærlighed til rock og progressiv metal skilte sig ud i et miljø præget af jazz og pop.
Lamentari trækker publikum ind i et mere filmisk og teatralsk univers. Med inspiration fra både klassiske filmmusikkomponister og den tunge metalscene er deres koncerter bygget op som en samlet fortælling, hvor musik, visuel æstetik og skjulte budskaber spiller sammen.
Bandet har optrådt på store internationale scener som COPENHELL og Wacken og blev for nylig hædret for deres live shows ved Den Hårde Tone Metal Awards.
Koncerten finder sted fredag den 7. februar 2026 klokken 20:00 på Mejeriet. Billetter kan købes i døren eller på Sønderborghus’ hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.




















