Bella Italia-brødrene kæmper for at få Coronahjælp

20. august 2021 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Gennem længere tid har Daniel og Michel Totaro arbejdet på at udvide ejerkredsen i deres selskab, som blandt andet ejer restaurant Bella Italia og flere andre restauranter.

“Vi har selvfølgelig haft rådgivere på i vores udvikling af forretningerne og når der skulle flere medejere ind, så blev vi enige om at starte på en frisk med et nyt CVR-nummer”, siger Michel Totaro til SønderborgNYT. Og åbningen af det nye selskab krævede, der blev sat en dato på.

“Vi bestemte os for den 15. november, sådan rent tilfældigt”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Da der så skulle søges Corona-hjælpepakker, sendte de to brødre – i samarbejde med deres revisor – dokumentation på, at deres forretning har kørt i 42 år – og på årsagen til udskiftning af CVR-nummer, som jo var udvidelse af ejerkredsen. Der er ikke tale om en splinterny virksomhed.

“Men vi fik at vide, at virksomheder, som er startet efter den 1. november ikke kan få del i hjælpepakkerne, så det ser ud til, at vi ikke får en krone, selvom vores forretning er over 40 år”, siger Daniel Totaro, som efter at have fået beskeden, fik fat i Venstres Ellen Trane Nørby, fordi hun sidder i Folketinget.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er en regel, som er vedtaget med tilbagevirkende kraft og selvom jeg har stillet mange spørgsmål på Christiansborg, så er det ikke lykkedes at trænge igennem til regeringen”, siger Ellen Trane Nørby.

Det viser sig, at hver ottende virksomhed, som har søgt hjælpepakke, ikke får nogen hjælp – og det har fået Dansk Industri til at arbejde på, at der åbnes for en klagemulighed.