Mindeord for Ruth Caspersen

4. november 2023 Debat Skrevet af: Redaktion

Kaj Holst skriver Mindeord for Ruth Caspersen

Et mindesamvær på Hotel Sønderborg Strand var afslutningen på den bisættelse, der fandt sted fredag eftermiddag for den 97 årige Ruth Caspersen, som netop for 80 år siden havde været ansat i huset hos familien EWERS på Humletorvet, der samme eftermiddag holdt 175 års jubilæum i Riddersalen på Sønderborg Slot!

Ruth og hendes søster Lydia voksede op delvis på en landejendom i Vilsbæk og delvis hos sin fars forældre – lærerparret ved Ladegårdskov Skole! Deres mor døde under barsel, da de kun var 4 og 5 år gamle!

Op imod verdenskrigen blev de sendt ud at tjene – først hos en faster I Sønderborg og senere fandt de under krigen gode pladser blandt borgerskabet!

Ved befrielsen fandt Ruth i bylivet sig en soldat fra det første hold fra kasernen – blev gift året efter og flyttede til Nykøbing Falster – Her kom Herbert til verden i 1947 – men kærligheden varede kun i fire år – så mor og søn flyttede tilbage til Sønderborg og fik lejlighed og hun fik job hos Møller og Co.

1961 flyttede de til et rækkehus på Violvej og her blev Johny født! Ruth fik igen nyt arbejde på Teater-Hotellet – hun blev senere af sin faster opfordret til at blive leder af lageret hos Anker Holst Sko i 1966.

Her fik hun sit virke i 17 år og efterlønnen stod for døren! Da yngste søn flyttede hjemmefra fik hun en mindre lejlighed på Sigtunagade – hun boede her de sidste 12 år!

Ruth var en uhyre flittig og hjælpsom person – hun havde et hjerteligt væsen – hun elskede børn, hvilket tydeligt kom frem ved bisættelsestalen – drengene havde haft et trygt hjem og hun havde frem til sin død rig kontakt med sin efterhånden store families medlemmer.

Som fætter ønskes: Æret være hendes minde.