Mød forfatteren som har skrevet en bog om 24 kendte skuespillere

12. december 2022 Kultur Skrevet af: Redaktion

Livet på de skrå brædder og ikke mindst livet bag scenetæppet har fascineret mange film- og teaterinteresserede i årtier, ikke mindst forfatteren til en ny bog om en række af vore folkekære skuespillere, Claus Rudbeck.

Med bogen ’Dem jeg mødte på vejen’, kommer forfatter Claus Rudbeck tæt på og rundt om 24 skuespillere fra dansk films guldalder i 1950erne og 1960erne. Bogen rummer indlevende og kærlige portrætter og fortællinger om store skuespillere som Ove Sprogøe, Helle Virkner, Lis Løwert, Grethe Mogensen og mange flere, skriver Forlaget Nostalgi.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forfatter Claus Rudbeck mødte vitterligt bogens skuespillere på sin vej. Som ung teenager, besat af de gamle filmklassikere og folkekære skuespillere, besluttede han sig for at skrive fanbreve til mange af dem – høj som lav. De fleste svarede med billede, autograf og venlige ord til den unge sønderjyde, der drømte om et liv som deres i rampelyset. Mange af skuespillerne blev dog med tiden pennevenner med den håbefulde teenager, og mødtes også ofte bag scenen, når de havde optrådt på forskellige scener rundt i landet.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg havde aldrig drømt om, at de fanbreve jeg skrev som 12-13-årig skulle blive startskuddet til mange bekendtskaber og venskaber inden for film- og teaterbranchen. Det var aldrig med det for øje, men det faldt mig helt naturligt”, fortæller Claus Rudbeck.

Bekendtskaberne og venskaberne lever fortsat her tre årtier efter det første fanbrev blev frankeret og sendt afsted, og danner nu baggrund for en ny bog med navnet, ’Dem jeg mødte på vejen’.

De mange folkekære skuespillere i bogen deler rundhåndet ud af historier og anekdoter om dem selv, livet på de skrå brædder og ikke mindst bag scenetæppet. Man mærker tydeligt en oprigtig interesse i deres liv og levned fra forfatteren, der på levende, loyal og passioneret vis gengiver deres liv, deres fortælling og de mange glemte eller i offentligheden ufortalte anekdoter og historier.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det lykkedes mig desværre aldrig at krybe gennem nåleøjet til en af landets teaterskoler, men mine mange skuespillerbekendtskaber har bragt mig tæt på den verden, jeg altid har været fascineret af på en anden måde. Det er jeg meget taknemmelig for, og mit håb er, at jeg med bogen kan give læseren en bid af den verden og ikke mindst komme tæt på Dem jeg mødte på vejen”.

Lørdag er Claus Rudbeck til boglancering hos Bog & Idé i Nordborg og søndag er han i Sønderborg den 18. december i Sønderborg.