Nærbutikselev hos 7-Eleven i Herning solgte vaskekort for knap 90.000 kr. på to dage
Det handler om at tænke hurtigt og utraditionelt, hvis man vil have succes i dagens detailhandel. Og det har Daneshan Arokiyanathar, der er elev på Mommark Handelskostskole, bevist, han gør, og det har indbragt ham en flot tredjeplads og 15.000 kr. i konkurrencen om Detailhandelens Fagprøvepris 2013.
Det er Dansk Erhverv og Dansk Principalforening, der står bag den eftertragtede pris, som blev uddelt af undervisningsminister Christine Antorini.
Daneshan Arokiyanathar er til daglig ansat i 7-Eleven på Møllegade i Herning, hvor han gennemfører sin praktik/læretid i forbindelse med salgsassistentuddannelsen inden for nærbutik. Det er underviser og fagprøvevejleder Frank Mølle fra Mommark Handelskostskole, der har indstillet Daneshan til fagprøveprisen for et projekt kaldet ”Ren kærlighed til din bil”.
I en periode havde 7-Eleven i Herning oplevet et vigende salg af vaskekort. Derfor fandt Daneshan på en aktivitet, hvor de nyvaskede biler bl.a. blev fotograferet. Det lokkede bilisterne til. Ja, de holdt i kø langt ud på vejen.
Flere bilister bliver dog utålmodige og begynder at forlade køen. Så træffer Daneshan en beslutning om at indsamle kundernes bilnøgler, for så at vaske deres bil, mens de handler i byen. Da kunderne kom tilbage fik de en ren bil og et billede af deres bil på en rød løber.
Daneshan nåede på kun 2 dage at omsætte for knap 90.000 kr. i vaskenøgler. Det var en vækst på 1217,2 pct. Og så var aktiviteten tilmed omkostningsneutral. En række af 7-Eleven kædens forretninger har siden kopieret Daneshans koncept.
– Vi er meget stolte over, at en af vore elever er blandt de bedste. Der er hård konkurrence, og prisvinderne er blandt detailhandelens nye talenter og kommende ledere. At vi som skole kan være med til at tilvejebringe og understøtte den slags præstationer, vidner om det høje faglige niveau, vi har i Mommark, siger en stolt uddannelseschef Claus Madsen fra skolen i Mommark.