Musikalsk fest på Sønderborghus: Dansk Slager Parade i topform

Dansk Slager Parade hylder de største stjerner og minder. Pressefoto

Dansk Slager Parade hylder de største stjerner og minder. Pressefoto

27. januar 2025 Kultur Skrevet af: Michael Kjær

Der var både piger i flade sko og skibe foruden sejl på hitmenuen, da musikshowet Dansk Slager Parade traditionen tro lagde vejen forbi Sønderborghus på sin Danmarksturné i weekenden. Med hits og evergreens fra de sidste syv årtier bandt Klaus & Servants en musikalsk buket sammen, præsenteret i år af Michael Winckler, Sound of Laban samt skuespillerne Susanne Breuning og Jan Schou.

Mens Klaus & Servants igen i år sørgede for den musikalske stemning med egne hits som ”Herstedvester” og ”Himalaya” samt akkompagnerede kunstnerne på scenen, var det i år skuespillerne Susanne Breuning og Jan Schou, der tilføjede nye dimensioner til showet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Parret leverede blandt andet Birthe Kjær og Jacob Haugaards ‘Hvordan synes du selv, det går?’. Og mens sangerinden Anne-Mette Rix sammen med Susanne Breuning iførte sig morgenkåber og badehætter, havde Jan Schou trukket i gammeldags badedragt og stråhat, da de tre i et forrygende nummer fremførte Dirch Passers danske version af ‘En mægtig smart men meget sart bikini’ fra 1960. Jan Schou bidrog også med sketchen ‘Syg men munter’ og gav den som tjener Leopold med numre fra operetten ‘Sommer i Tyrol’.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den folkekære crooner Gustav Winckler ville i år være fyldt 100 år. Som en hyldest til ham sang sønnen Michael Gustav Winckler blandt andet ‘Gem et lille smil til det bli’r gråvejr’ og ‘Kondisangen’, der også er kendt som ‘Jeg har et kondital’. Sammen med Anne-Mette Rix fremførte han Melodi Grand Prix-vinderen fra 1959: ‘Skibet skal sejle i nat’. Michael Gustav Winckler, der i dag er 68 år og i fysisk fremtoning minder mere og mere om sin far, sang også sin egen gennembrudssang, ‘Solen, månen og stjernerne’.

Artiklen fortsætter under annoncen

Susanne Breuning hyldede sin far, Knud Pheiffer, med sin version af landeplagen ‘En lille pige i flade sko’ fra 1950. Sammen med Klaus & Servants fremførte hun også ‘Kommer du i aften?’, som var et af de mere vovede numre fra 1950’erne, da ungdomskulturen for alvor begyndte at gøre oprør.

Men oprør var der ikke tale om under Dansk Slager Parades show i Sønderborg. Der var snarere tale om et genhør for det modne publikum, der sang med og tydeligvis genkendte de mange evergreens og hits fra den danske sangskat gennem syv årtier. Blandt de nyere fortolkninger i showet var ‘Skib foruden sejl’, der oprindeligt blev skrevet af Bee Gees under titlen ‘Islands in the Stream’, og som Anne Grete og Peter Thorup i 1984 fortolkede på dansk.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Sønderborghus blev nummeret fremført af Anne-Mette Rix og Jan Tellefsen, der også er kendt som Sound of Laban. Publikum blev selvfølgelig heller ikke snydt for ‘Hvor skal vi sove i nat?’, som Lecia og Ivan Pedersen hittede med i 1982.

Dansk Slager Parades musikalske indslag og underholdning blev bundet sammen af konferencieren Karin Strand-Holm, som mange publikummer kender fra tv-musikshowet ‘Syng Med & Tip Et Hit’, der har kørt i flere sæsoner på DK4.

5. juni 2026 Augustenborg, Kultur

Genskabelsen af Hertugernes Augustenborg kræver mere end flotte plancher

5. juni 2026 Augustenborg

Borgerne i Augustenborg bakker op om visionen om at genskabe den historiske hertugby, men tålmodigheden skal hjælpes på vej af synlige resultater. Det stod klart, da borgere, projektfolk og repræsentanter fra kommunen torsdag mødtes i Kultursalen torsdag aften for at drøfte resultaterne af en omfattende spørgeundersøgelse og få en status på det ambitiøse projekt Hertugernes […]

Læs mere...