Mybanker har for andet år i træk kåret Arbejdernes Landsbank som årets bedste bank i Sønderborgområdet og det vækker begejstring hos medarbejderne.
”Vi er utroligt stolte og glade for kåringen, som viser, at den måde, vi behandler kundernes henvendelser på, bliver taget godt imod og efterkommer kundernes individuelle ønsker og behov. Der ligger en målrettet og seriøs indsats bag resultatet, hvor vi bestræber os på at give den bedste kundeoplevelse hver gang. Det er teamwork og dygtige kolleger, der er årsagen bag kåringen”, siger Jakob Melitor Rodenberg Agertoft, der er privatkundedirektør i Arbejdernes Landsbank i Sønderborg.
Den bedste bank i området er den bank, der yder den bedste service for deres kunder. Det måles bl.a. på hvilken bank, kunderne oftest vælger, når de skifter bank, samt andre serviceparametre som for eksempel hvem der reagerer hurtigt på henvendelserne, procestider og kvalitative input fra Mybankers brugere.
”Der er en levende konkurrence på bankmarkedet. Vi oplever, at bankerne har stor appetit på at tiltrække nye kunder – og at fastholde eksisterende – og det vil vi gerne sætte fokus på med denne kåring”, siger Kristoffer Koch Petersen fra Mybanker.
Bankportalen Mybanker formidler kontakten mellem banker og bankkunder, der ønsker at skifte bank. På baggrund af flere end 100.000 tilbud på bankskifte afgivet af flere end 200 bankfilialer og knap 800 bankrådgivere på landsplan kårer Mybanker hvert år de bedste banker i lokalområder på tværs af landet.