Når Joan Haugaard Jensen åbner sin økologiske naturdagpleje Mariehønen i Kværs om en lille uge, så er alt præcis, som hun havde forestillet sig. I årevis har hun tænkt i økologi og bæredygtighed og selvfølgelig er der sat handling bag tankerne.
“Jeg kan give hånd på, at børnene bliver passet i et helt giftfrit miljø og de legeting, der er her, de er lavet uden, der er brugt børnearbejdere”, siger Joan Haugaard Jensen til SønderborgNYT.
Hun er meget bevidst om, at det er allerbedst at vælge alle mulige tilsætningsstoffer fra, når man handler ind til køkkenet. Og dem undgår hun ved at handle økologisk.
“Jeg tror på, det er vigtigt, vi beskytter børn og iøvrigt også os selv bedst muligt mod al den kemi, der er i madvarer, legetøj og også på marker og i mange haver”, siger Joan Haugaard Jensen. Hun har noteret sig, at det koster lidt ekstra at handle, når hun skal stå ved sin overbevisning.
“Men jeg betaler gerne det ekstra”, siger hun.
Læs også: Joan Haugaard Jensen starter økologisk naturdagpleje i Kværs.
Alle nyanskaffelser er miljørigtige
I Naturdagplejen Mariehønen er der nyanskaffelser fra DanToy og bObles. Det betyder, at legetingene er uden phalater og helt giftfri.
“Legehuset er FSC-godkendt og det betyder, det ikke er lavet af træ, der er fældet ulovligt”, siger Joan Haugaard Jensen.
Alt omkring børnene skal være miljørigtigt og uden giftstoffer.
“Så vores 3,4 hektar store grund er ikke sprøjtet med Roundup eller andre kemikalier”, siger ejeren af den økologiske naturdagpleje i Kværs.