Nature Energy: Vi lytter til borgerne i Kværs

17. april 2019 Sundeved Skrevet af: Ole Kæhler

Inden sommerferien skal byrådet i Sønderborg beslutte, om de vil give tilladelse til, at Nature Energy opfører et biogasanlæg nær Kværs.

Planerne møder dog voldsom lokal modstand i Kværs og det kom senest til udtryk på et borgermøde i Kværs Kro den 3. april, hvor der blandt andet var bekymring om eventuelle lugtgener.

Nature Energys administrerende direktør Ole Hvelplund har forståelse for borgernes bekymringer og utilfredshed med planerne, men forsikrer overfor SønderborgNYT, at der lyttes til borgerne i Kværs.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi vil sætte ekstra filtre på anlæggene i Kværs og Glansager for at komme eventuelle uventede lugtgener i opstarten til livs”, siger Ole Hvelplund, adm. direktør i Nature Energy, til SønderborgNYT.

Vi ønsker at være gode naboer

Ole Hvelplund lægger vægt på, at Nature Energy er gode naboer og blandt de tiltag, som Nature Energy gør, er, at det altid er lokale chauffører, som kører bilerne, og de kører ikke på skoleveje i den time om morgenen og om eftermiddagen, hvor børn skal til og fra skole, oplyser Nature Energy til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi gør alt, hvad der står i vores magt for at være gode naboer. Og derfor håber jeg, at debatten i Sønderborg kan blive ved med at handle om, hvordan de to biogasanlæg bidrager væsentligt til de store, grønne ambitioner, der er i Sønderborg Kommune samtidig med, at anlæggene skaber lokal vækst og arbejdspladser”, siger Ole Hvelplund, der synes, det er ærgerligt, at der florerer falske oplysninger om biogasanlægget, især på de sociale medier:

”Desværre er der rygter om, at Nature Energys biogasanlæg lugter. Det er ikke rigtigt. Vi har ni anlæg spredt ud over Fyn og Jylland og i hele 2017 og 2018 modtog vi kun lokale klager over ét af vores anlæg, og da kommunen undersøgte det nærmere, var det slet ikke vores anlæg, der var lugtkilden. Det er den bedste garanti, vi kan give for, at vores anlæg ikke lugter”, siger Ole Hvelplund.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ole Hvelplund fortæller, at han har meget stor forståelse og respekt for, at kommende naboer til et biogasanlæg kan være skeptiske, når de ikke ved, hvad der venter dem.

”Det er meget vigtigt for vores virksomhed, at vi er gode naboer og ikke generer vores omgivelser. For vi kan ikke leve med lugt, støj eller chauffører, som ikke kører ordentligt. Så har vi ikke en virksomhed i fremtiden”, siger Ole Hvelplund.

”Biogas er cirkulær økonomi i sin reneste form. Husdyrgødning og affald fra borgere og industrien bliver til grøn gas i busserne, CO2-neutral gylle og varmer tusindvis af husstande op med grøn gas. Det oplever vi heldigvis også, at mange politikere, borgere og landmænd i Sønderborg støtter og det glæder os​”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nature Energy tog i februar første spadestik til et nyt biogasanlæg ved Glansager og Ole Hvelplund håber, at der i fremtiden kommer to biogasanlæg i Sønderborg Kommune.

”Sønderborg er ekstremt ambitiøs på klimaområdet, ligesom vi er og derfor er vi et rigtig godt match. Sønderborg Kommune er en meget professionel kommune, som vi har et rigtig godt samarbejde med”, siger Ole Hvelplund, til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fakta

Biogasanlægget ved Kværs forventes at omdanne op til 600.000 tons biomasse og producere 20 millioner kubikmeter grøn biogas til gasnettet, hvilket kan give ’grøn gødning’ til et areal på størrelse med ca. 18.000 fodboldbaner.

Hvis Nature Energy får lov til at opføre biogasanlægget ved Kværs, viser modelberegninger fra Damvad Analytics, at anlægget i byggeperioden vil skabe mere end 220 job og 70 faste arbejdspladser – heraf 15 på selve biogasanlægget.

Frem til den 15. maj er der høring, hvor alle har mulighed for at komme med bemærkninger til planforslaget for et eventuelt biogasanlæg nær Kværs.

19. marts 2024 Augustenborg, Frivillige

Øvelse: Bilbrand blev til industribrand

19. marts 2024 Augustenborg

Mandag aften var der øvelse på programmet for de frivillige brandmænd i Augustenborg-Bro Brandværn, som blev kaldt ud til: Bilbrand i det fri. Brandmændene sprang i brandbilerne og kørte til Industrivej i Augustenborg og på vejen ser de en anden frivillig brandmand, Klaus Iskov, som stod og vinkede. Ham kørte de hen til, men det […]

Læs mere...