Netto i Nordborg donerer overskudsvarer til Familiehuset

Pressefoto
Pressefoto
6. maj 2022 Nordborg Skrevet af: Redaktion

Flere gange om ugen spiser børnefamilier og andre mennesker i en svær livssituation et sundt måltid og nyder lidt afslappet samvær med andre i Familiehuset i Storegade i Nordborg. Andre brugere på Als møder de frivillige fra Kirkens Korshær ude, hvor de har behov for en hjælpende hånd eller lidt at spise, skriver Fødevarebanken i en pressemeddelelse.

Familiehuset i Storegade, der er åbnet for nyligt, kan servere måltidet billigt og dermed støtte nogle af dem, der har allermest behov for en hånd i vores område. Det sker blandt andet fordi, mange lokale hjælper og støtter Kirkens Korshær på Als. Nu er også Netto med holdet og støtter indsatsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det sker med en helt ny aftale mellem Familiehuset i Nordborg og Nettobutikken på Stationsvej, der sikrer at Kirkens Korshær kan hente mad, der er ved at løbe ud, har beskadiget emballage eller på anden måde er svært at afsætte hos Netto og sikre, at den bliver brugt til at støtte borgere med behov for lidt hjælp i hverdagen.

Aftalen er kommet stand sammen med organisationen Fødevarebanken, som skaber kontakt mellem Nettobutikker og lokale sociale initiativer, så madspild i vores rige samfund kan bringes ned og samtidig få madvarer, der kan gå til spilde, ud til mennesker hvor de kan gøre en reel forskel i hverdagen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Konkret har Nettobutikken på Stationsvej i Nordborg og Familiehuset aftalt, at fødevarerne kan hentes dagligt. Familiehuset har dermed mulighed for at få maden gjort klar i løbet af dagen til mennesker, der har behov for den. Det betyder Ikke bare mindre madspild. Det er også godt for klimaet at maden ikke skal destrueres.