Snart kan børn og familier i Nordborg se frem til at få et helt nyt samlingspunkt midt i byen. På Storegade 44 skal den gamle bygning rives ned, og i stedet bliver der skabt en legeplads, som kan stå klar til brug i foråret 2026.
Arbejdet begynder i efteråret med nedrivningen, efter at de første forberedelser går i gang allerede inden længe.
Ejendommen ligger lige over for Springvandshaven, og med legepladsen bliver området bundet sammen til et mere levende bymiljø, hvor både lokale og turister kan mødes. Tanken er, at Nordborgs centrum skal blive et sted, hvor der er plads til leg, fællesskab og ophold.
Købet af ejendommen er anbefalet af Udviklingsforum Nordals og sker som en del af ’Masterplan for Nordals’, der peger på at udvikle bymidten gennem projekter, som giver mere liv og aktivitet.
















