Nu bliver ProjectZero lidt skarpere på skridtene frem til nullet

Kjeld Stærk. Privat foto
Kjeld Stærk. Privat foto
11. december 2021 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Under valgkampen sagde både Ellen Trane Nørby og Kjeld Stærk fra Venstre, at ProjectZero skal gentænkes og det betyder, der skal ske forandringer. Efter det nyvalgte byråds konstituering sidder Kjeld Stærk på formandsposten i Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst og han ser frem til at være med til at gøre ProjectZero endnu skarpere.

“ProjectZero skal ændre karakter og der ligger en masterplan klar til godkendelse i Byrådet og planen viser den præcise vej frem til nullet, som vi når i 2029”, siger Kjeld Stærk til SønderborgNYT. Ud over det, at Sønderborg skal være en CO2-neutral kommune, så skal der også arbejdes på at få sænket energiforbruget og der skal holdes øje med prisen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Planen viser, hvad der skal gøres og også hvem det er, der skal gøre de forskellige ting.

“Alt er regnet igennem og vi vil holde meget øje med gennemførelsen af de forskellige tiltag og hvis der er projekter, som hænger, så vil vi reagere og på den måde sikre, at vi når frem til nullet”, siger den kommende udvalgsformand og tilføjer, at alt er regnet igennem og det er nyt.

“Vi vil også have en hårdere projektgennemførsel, hvor der frem til 2029 er skridt for hvert år. Det er ikke hockeystav-modellen vi arbejder med”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kjeld Stærk fortæller videre, at i Sønderborg har vi klimaløsninger i verdensklasse og dem skal politikerne fortælle om.

“For eksempel er der bygget såkaldt lavenergihus i Linde Haven. De boliger bruger energien mere optimalt og det er den slags eksempler, som borgmestre i hele verden gerne vil høre om. De alle skal sænke CO2-aftrykket og vi kan vise dem vejen”, siger Kjeld Stærk.

Når der næste år er IEA-konference i Sønderborg, så skal vi se konferencen som et vindue til verden.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det skal vi, fordi vi kan vise dem eksempler på alle de klimarigtige tiltag, som er lavet. Både i Linde Haven, på Hotel Alsik og mange andre steder”, siger Kjeld Stærk, som er sikker på, at det får ProjectZero op i anden liga og på at lokale virksomheder kommer til at sælge grønne løsninger og vækste.

ProjectZero blev tilbage i 2007 defineret ud fra energisystemer, men der er meget andet, som giver store CO2-aftryk end blot energiforsyning.

“Vi skal have kigget på landbruget og vi skal have set på den trafik, der kommer ind og ud af kommunen”, siger Kjeld Stærk og forklarer, at det navnlig gælder flytrafik, lastbiler og indenfor landbruget handler det om arealer.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Hver gang der pløjes, bliver der frigivet CO2”, siger han og forestiller sig at et samarbejde mellem SDU og Gråsten Landbrugsskole vil give grønne løsninger til landbruget.

Det er meget vigtigt, at borgere i Sønderborg Kommune står bag ProjectZero og værktøjet til at sikre, at borgerne så også gør det, den hedder borgerinddragelse.

“Og efter sagen med biogasanlægget i Kværs, så er der en del at rette op på – og her tror jeg, at politikere og andre skal stå ved, at de har fejlet – og så skal den fejl ikke gentages et andet sted”.