Nu er det forbudt at sejle med vandscooter ved Høruphav

21. september 2023 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

En stor del af vandet rundt om Sønderborg Kommune er Natura 2000-område, og det betyder, at der er mange områder, hvor man ikke må sejle med vandscootere. Det er vandscooterbekendtgørelsen, som fastslår, at man ikke må sejle på vandscooter i internationale beskyttede naturområder, vildtreservater og fredede områder.

Indtil nu har det været lovligt at sejle med vandscootere i Hørup Hav, men en ny revision af habitatbekendtgørelsen trådte i kraft i august, og det har udvidet Natura 2000-området til at omfatte det område. Området er udvidet til et Natura 2000-fuglebeskyttelses-område for at beskytte edderfuglen, skriver Sønderborg Kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det betyder, at det i dag er forbudt at benytte vandscooter i Flensborg Fjord, Nybøl Nor, Vemmingbund, Sønderborg Bugt, Hørup Hav samt langs hele Als’ østkyst op til Havnbjergskov.

I de øvrige områder, som størstedelen af havet rundt om Nordals og Als Fjord, er det tilladt at sejle på vandscooter. Man skal dog være opmærksom på, at ifølge vandscooterbekendtgørelsen er der en fodbudszone på 300 meter fra kysten. Det er her tilladt at sætte sin vandscooter i vandet og sejle vinkelret ud fra kysten og ud i de tilladte farvande – dog ikke til og fra kommunale badestrande.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er kommunen, der er tilsynsmyndighed, og politiet, der håndhæver lovovertrædelser. Derfor kan man melde ulovligheder eller gener til Sønderborg Kommune eller direkte til politiet på tlf. 114.