Nu er udgifterne til anbringelser af børn igen løbet løbsk

18. marts 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Umiddelbart efter det nuværende byråd havde sat sig på deres taburetter efter valget, så skulle de i gang med en stor sparerunde, fordi udgifterne til anbringelse af børn og udgifterne til voksne handicappede, var steget voldsomt.

Og nu er den igen gal med udgifterne til anbringelser af børn og derfor er Børne- og Uddannelsesudvalget kaldt til ekstra møde på mandag.

Der er tale om en budgetoverskridelse på over 20 millioner kroner og det skyldes primært en stigning i antallet af komplekse og udgiftstunge anbringelser samt et øget behov for brug af pladser på sikrede institutioner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derudover er der en stigning i antallet af børn og unge anbragt efter afgørelse i Ungdomskriminalitetsnævnet. Nævnets afgørelse er bindende, og kommunen har ikke mulighed for at regulere udgifterne.

Forvaltningen vil spare på skoler og dagtilbud

Forvaltningen foreslår en rammebesparelse på en procent driftsenheder på politikområderne ‘Dagtilbud’ og ‘Uddannelse’, hvilket giver en samlet budgetreduktion på i alt 7.447.000 kroner i år – og det betyder færre aktiviteter på skoler og ungdomsskoler, færre penge til indvendigt vedligehold, materialer. Desuden beskæres puljer til sygdom og langtidsfravær og der vil være færre decentrale investeringer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og så skal der bruges 500.000 kroner på en ekstern analyse af det specialiserede børne- og ungeområde.

“Jeg har læst på sagen og på mødet skal vi snakke om, hvad vi skal gøre. Jeg kan ikke sige andet nu”, lyder det fra Børne- og Uddannelsesudvalgets formand, Jesper Smaling, til SønderborgNYT.

“Det er noget af en udfordring og så allerede så kort inde i året og jeg venter at få en god forklaring på mødet mandag”, siger udvalgsmedlem Jimmy Simonsen fra Venstre.

Venstre har også Thomas Worm Larsen med i Børne- og Uddannelsesudvalget og han mener, at de 500.000 kroner, som bruges på at få analyseret det specialiserede børne- og ungeområde, kan være givet godt ud.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Så får vi at se, om vi ikke har lagt budgettet godt nok eller om der er sket noget andet”, siger han og tilføjer, at på ingen måde vil være med til at spare på de såkaldte almenområder, altså skoler og dagtilbud.

“Der kommer vi ikke til at skære”, siger han.

25. april 2024 112, Sønderborg

Brand i grillbaren Hos Jesper

25. april 2024 112

Onsdag aften ved 23-tiden var der brand i grillbaren Hos Jesper tæt ved Rutebilstationen. “Der var nogle unge gutter, som havde ringet til mig og sagt, at det røg fra grillbaren, så jeg skyndte mig herhen”, siger Jesper Sørensen til SønderborgNYT. Da han åbnede døren væltede røgen ud og han skyndte sig at lukke igen […]

Læs mere...