Nu går sygehusene i gang med at nedbringe ‘strejkepuklen’

27. august 2021 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Efter 10 ugers strejke blandt sygeplejerskerne har et flertal i Folketinget valgt at gribe ind og slutte strejken og dermed kan sygehusene i Region Syddanmark begynde at vende tilbage til en normal drift.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Den lange strejke betyder dog, at der er rigtig mange patienter, der venter på deres undersøgelser og behandlinger, og det vil tage tid at få dem alle sammen igennem, fortæller regionsdirektør Jane Kraglund:

”Nu sætter vi gang i arbejdet med at nedbringe den store pukkel af udskudte behandlinger og undersøgelser. Sammen med sygehusene vil vi over den kommende tid få os et overblik og derefter lave en plan, så vi får hjulpet patienterne bedst muligt og hurtigst muligt. Men vi må forberede os på, at det kommer til at tage tid, og at det vil påvirke vores ventetider på undersøgelser og behandlinger”.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Region Syddanmark er omkring 30.000 patienter blevet berørt af strejken og har fået udskudt aftaler.

Selvom de strejkeramte sygehusafdelinger nu begynder at tage imod patienter igen, så betyder den store pukkel, at mange patienters indkaldelsesdatoer vil ligge et stykke ude i fremtiden. Sygehusene kan med andre ord ikke nødvendigvis undersøge og behandle patienterne inden for den tid, som patienterne har krav på.

Derfor vil nogle patienter være berettiget til at benytte deres patientrettigheder og blive udredt eller behandlet på et privathospital. Disse patienter får direkte besked om deres rettigheder i deres digitale postkasse eller pr. brev.