I sidste uge mødtes medarbejdere fra Bitten & Mads Clausens Fond og byggefirmaet Enggaard med de mennesker, som har købt lejlighederne i Kongebrohuset på Byens Havn og køberne fik overrakt nøglerne til deres nye hjem.
“Når vi vil trække flere mennesker til Sønderborg, så skal de kunne bo godt, der skal være gode jobmuligheder, børnehaver, skoler, fritidsaktiviteter og et godt kulturliv”, sagde direktør Per Have fra Bitten & Mads Clausens Fond i juni, hvor der var rejsegilde på Kongebrohuset.
Kongebrohuset består af 28 flotte ejerlejligheder med vinduespartier og rummelige altaner ud mod Alssund.
Ligesom med fondens andre byggerier i Byens Havn er der fokus på høje standarder for bæredygtighed, og Kongebrohuset er præ-certificeret til et DGNB guld-certifikat og det er opført af A. Enggaard.
“Langt de fleste lejligheder – og det ville sige alle på nær en – blev aldrig sat til salg på nettet”, siger Merete Lund Brock fra home i Sønderborg, som havde taget sig af salget af de 28 lejligheder.
Da Bitten & Mads Clausens Fond fortalte, at de ville bygge ejerlejligheder på havnen, begyndte køberne straks at melde sig.
“Der var en rigtig god proces hele vejen og til sidst satte vi penthouselejligheden på vores hjemmeside, hvor den blev solgt samme dag”, siger Merete Lund Brock til SønderborgNYT.
Merete Lund Brock fortæller, at hun brugte en hel dag på at udlevere nøgler.
“Jeg var ved Kongebrogården fra klokken 8 til 18:30 og det var en stor oplevelse at være med”.
Første spadestik til Kongebroghuset blev taget den 22. juni 2020.