Hvis der pludselig mangler fløde, grøntsager eller engangsemballage midt i frokosttravlheden, så behøver køkkenchefen ikke længere forlade komfuret. Fra juli bliver det muligt for restauranter, caféer, kantiner og andre erhverv at få leveret varer direkte fra Dagrofa Foodservice i Sønderborg.
Det sker gennem et nyt samarbejde med Wolt, som mange i Sønderborg måske allerede kender som den blåklædte leveringsservice, der bringer sushi, pizza og dagligvarer ud til private. Men nu udvider Wolt sin forretning, så også professionelle kunder kan få bragt varer hurtigt og præcist.
“Det er en rigtig god service, at vi nu kan levere hurtigt til kunder, der står og mangler noget akut. Selvom det endnu ikke er så udbredt i Sønderborg, ser jeg et stort potentiale, og vi er glade for at være med helt fra begyndelsen”, fortæller Lene Rempt, der er butikschef i Dagrofa Foodservice i Sønderborg, i en pressemeddelelse.
Konceptet er allerede blevet testet i blandt andet Valby og Aarhus, og nu er turen kommet til Sønderborg, hvor butikken på Stødagervej er klar til at sende varer afsted til lokale erhvervsdrivende. Det gælder ikke kun restauranter, også kiosker, frisører og andre med et CVR-nummer kan bruge løsningen.
Wolt er en finsk virksomhed, som de seneste år har vundet stort indpas i Danmark, både i storbyer og i mindre byer som Sønderborg. Tjenesten fungerer gennem en app, hvor man kan bestille varer fra forskellige butikker og få dem leveret af bud på cykel, scooter eller i bil. Nu bliver platformen altså også tilgængelig for erhvervskunder via det, der hedder ‘Wolt for Work’ – og leveringen fra Dagrofa Foodservice i Sønderborg sker på under en time.
“Mange professionelle køkkener mangler både tid og hænder. I en travl hverdag kan det være svært at forlade køkkenet for at hente varer – her gør en hurtig leveringsløsning virkelig en forskel”, forklarer Michael Christensen, administrerende direktør i Dagrofa Foodservice.
Butikken i Sønderborg er en af de første uden for storbyerne, hvor samarbejdet rulles ud, og dermed får erhvervslivet i byen nu adgang til en løsning, som tidligere kun har været testet i Aarhus og Valby.






















