Nu kommer der en cykelsti mellem Skovby og Kegnæs

Foto: Sønderborg Kommune
Foto: Sønderborg Kommune
15. februar 2021 Samfund Skrevet af: Redaktion

Under normale omstændigheder ville Sønderborg Kommune have markeret starten på at anlægge cykelsti mellem Skovby og Kegnæs med et spadestik, men på grund af Corona-situationen er det formelle stik med spaden aflyst. Det forhindrer dog ikke arbejdet i at komme gang.

”I Sønderborg Kommune har vi en ambition om et forgrenet net af cykelstier og derfor har vi de seneste år investeret meget i nye cykelstier. Når vi tilbyder sikre og gode cykelstier kan det få mange flere til at cykle – både for deres sundheds skyld og for klimaets skyld. Samtidig kan vi bruge det gode net af cykelstier i vores markedsføring over for turister, der ønsker at holde en aktiv ferie i Sønderborg-området, siger formanden for Teknik og Miljøudvalget, Aase Nyegaard, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når cykelstien efter planen står klar i juli, så vil Kegnæs være forbundet med Lysabild via Skovby. Og de gode forhold for cyklister på Sydals taler ind i ambitionerne om at anlægge flere cykelstier i kommunen, så flere – både borgere og turister – kan komme rundt på cykel i stedet for i bil.

”Cykelstien mellem Skovby og Trænge på Kegnæs har været på vej længe og den bliver et stort løft af trafiksikkerheden, primært for cyklisterne, men også for alle andre trafikanter, der færdes mellem Skovby og Kegnæs. Og den langt sikrere vej fra Kegnæs til Skovby og omvendt, tror jeg, vil gøre, at mange lokale, og også de mange turister på Sydals, bliver lokket op på cyklerne, når den står klar til sommer”, siger næstformand Stefan Lydal.