Nu skal sygehuset ha’ overdækkede P-pladser med solceller på taget

26. april 2023 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Region Syddanmarks første parkeringsanlæg overdækket med solceller skal være på Specialsygehus Sønderborg, der er en del af Sygehus Sønderjylland. Solcellerne skal levere strøm til sygehuset og vil mindske regionens samlede CO2-udledning med 72 tons, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Et overdækket p-areal gør det ikke kun muligt at parkere i skygge og tørvejr. Hvis der sættes solceller oven på tagfladerne, kan arealet også bruges til produktion af vedvarende energi – og det er præcis, hvad Region Syddanmark har besluttet, skal ske ved det eksisterende parkeringsareal ved sygehuset i Sønderborg, der er en del af Sygehus Sønderjylland.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et enigt regionsråd godkendte på deres møde forleden en anlægsbevilling på 9.500.000 kroner. Pengene skal bruges til at lave overdækkede parkeringspladser på det 9.000 m2 store p-areal, der i dag bliver brugt til langtidsparkering og medarbejderparkering. Herefter skal der sættes et ca. 4.500 m2 stort solcelleanlæg op på de overdækkede p-pladser.

”Region Syddanmark har i dag solceller på hver eneste ledige tagflade på regionens bygninger og et stort solcelleanlæg på jorden ved det nye OUH. Nu går vi i gang med at udnytte vores parkeringsarealer og tager dermed endnu et vigtigt skridt hen imod vores mål om, at 20 pct. af regionens samlede elforbrug skal dækkes af solenergi i 2030. Jeg ser store perspektiver i, at vi i fremtiden kan udnytte endnu flere af sygehusenes store p-arealer til produktion af solenergi og dermed udbygge vores produktion af vedvarende energi til gavn for klimaet”, siger Karsten Uno Petersen, der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark.

Artiklen fortsætter under annoncen

Regionen vurderer, at solcellerne på det overdækkede p-areal vil give en årlig besparelse på 600.000 kroner afhængigt af de gældende elpriser. Det giver en tilbagebetalingstid for solcelleanlægget på 16 år.