Fredag morgen blev tidsplanen for forundersøgelsen af en eventuel fusion mellem Sønderborg Varme og SONFOR Varme meldt ud, og hvis planen holder, ligger de første resultater klar i juni.
Modellen, der arbejdes med, går ud på, at SONFOR Varme bliver en del af Sønderborg Varm og derfor er det også Sønderborg Varme, der står for at udarbejde forundersøgelsen og for bordenden sidder selskabets nye direktør, 43-årige Anders Kruse.
Men hvem er manden, som skal bane vejen for en beslutning, der både skal balancere hensynet til egne kunder, utilfredse SONFOR fjernvarmekunder på Nordals og den grønne omstilling med målet om et CO2-neutralt energisystem i 2029?
SønderborgNYT har mødt den nye direktør for Sønderborg Varme, der officielt tiltrådte 1. januar, men forinden havde haft en måned på kontoret sammen med sin forgænger, Erik Wolff, der stoppede efter 12 år på posten.
Erik Wolff har dog endnu ikke helt forladt Sønderborg Varme, da det er ham, der står for udarbejdelsen af forundersøgelsen af en eventuel fusion mellem fjernvarmeselskaberne.
Anders Kruse er vokset op på Lolland og familien flyttede senere til Roskilde. Han er uddannet civilingeniør i international teknologiledelse og hans første ansættelse var hos Danfoss og efter en tur over Ahlsell og Enabl landede han i direktørstolen hos Sønderborg Varme på Nørrekobbel.
”På Danfoss arbejdede jeg i mange år i fjernvarmedivisionen og Sønderborg Varme er fagligt nærliggende, og så er det spændende. Det tiltrækkende ved fjernvarmen er, at det kommer ud i alles hjem. Dertil kommer den grønne omstilling”, siger Anders Kruse, der står ved skrivebordet en del af tiden under interviewet.
En bemærkelsesværdig lilla gyngestol står midt i kontoret foran ham. Den har stået der i begge direktørers tid, uden at nogen dog har følt sig fristet til at sætte sig i den og gynge frem og tilbage. Måske kunne den nytiltrådte direktør godt gøre det, for Erik Wolff har sat meget i værk, mens han var der.
Sønderborg Varme er blevet fusioneret med varmeselskaberne i Gråsten, Augustenborg og Broager. Ledningsnettet bliver rullet kraftigt ud i hele kommunen, ikke mindst mod vest på fastlandet, efter det som følge af energikrisen og krigen i Ukraine er blevet et krav at udfase Putins gasforsyninger.
I ansøgningsperioden til direktørposten rasede diskussionen om stærkt stigende varmepriser på Nordals, hvor kunderne er vrede på SONFOR, som de mener er skyld i energiregningernes himmelflugt. Fra flere sider, også fra borgmester Erik Lauritzen, blev det foreslået at forene kommunens fjernvarmeforsyning i Sønderborg Varme.
”Vi må se, hvad der kommer ud af foranalysen, og om ønsket om en samlet varmeforsyning kan gennemføres inden for de rammer, vi har. Vi samler data og facts og tager et skridt ad gangen. Det er vigtigt at gøre det ordentligt. Jeg skal stå på mål over for Sønderborg Varmes forbrugere, når beslutningen træffes og det må tage den tid, det tager”, siger Anders Kruse, der hverken kan eller vil lade Sønderborg Varmes 18.000 forbrugere betale for at indlemme nordalsingerne i varmeforsyningen.
Et varmeselskab er et non-profit-foretagende, der skal virke til gavn for forbrugerne og ikke må ophobe eller investere overskud i andre foretagender. Antallet af tilslutninger i Sønderborg Varme er næsten fordoblet på godt og vel en snes år.
”Vores forsyning kommer fra varmekilder som affaldsforbrænding, biomasse og gas og vi vil gerne udfase det sidste. Vi påtænker at installere en elkedel ved kraftvarmeværket på Vestermark til produktion af varmt vand, og i Gråsten kommer der en stor varmepumpe og vi vil gerne udskifte gas med el”, siger Anders Kruse, der synes, han er omgivet af kompetente mennesker, der har styr på tingene.
Han skal altså ikke opfinde den dybe tallerken, men videreføre de initiativer, der er sat i søen. Vester Sottrup og Nybøl er ved at komme på fjernvarmenettet og som de næste står Avnbøl, Ullerup og Blans, hvis der kommer nok tilmeldinger der, inklusive slagteriet i Blans, for tur. Det er kæmpemæssige investeringer og anlægsopgaver, som tager tid og kræfter.
”Vi er blandt de 20 procent billigste varmeforsyninger i Danmark. Jeg ønsker naturligvis at udbygge robustheden i varmeforsyningen og at spille ind i den grønne omstilling med ProjectZeros visioner om CO2-neutralitet i 2029 som mål. Vi gør, hvad vi kan. Robustheden består i, at så mange som muligt løfter i flok, og at fordele forsyningen på flere energikilder, så vi ikke kun er afhængige af én kilde”, siger direktøren, der glæder sig til de mange opgaver og føler, han er kommet godt i gang.
Den, der lever stille, lever godt, siger man, og selv om Anders Kruse er ung og ny på posten, er det et godt fundament at lede en velkonsolideret varmeforsyning. Han er tidligere angriber i FC Sønderborg, men trak sig med tiden mere tilbage på banen.
På det private plan har han et stort projekt, der skal føres ud i livet. Han har netop friet til sin samlever Sanne, der er sales manager hos Retap og mor til deres toårige datter. I forvejen har Anders Kruse en dreng på 12 og tvillingepiger på 17 år fra sit første ægteskab. Hele familien er bosiddende i Sønderborg.



















