Ny fond skal brede kendskabet til Sønderborg mere ud

5. april 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Der er for få, der kender til Sønderborg Kommunes mange muligheder. Faktisk angiver 71 procent af danskerne, at de kun kender lidt eller slet ikke til Sønderborg i en ny nulpunktanalyse, Bitten & Mads Clausens Fond har fået udarbejdet. Og det skal der gøres noget ved.

“Gennem de sidste mange år har Sønderborg udviklet sig fra at være en klassisk provinskommune til at være et internationalt orienteret udviklingsområde indenfor cleantech, som har rigtig meget at tilbyde både turister, tilflyttere og studerende. Men hvis vi skal opretholde den position også i fremtiden, så er vi nødt til at sikre, at folk får øjnene op for de muligheder, der er her”, forklarer Peter M. Clausen, der er bestyrelsesformand i både Bitten & Mads Clausen Fond og fonden Go To Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og Sønderborg Kommune bakker op.

“I Byrådet har vi en klar ambition om at få styrket fortællingen om Sønderborg Kommune, da det er vigtigt for os for at få flere til at flytte hertil. Samtidig er det essentielt for os at være sat så effektivt på landkortet, at vi kan sikre den kvalificerede arbejdskraft til kommunens virksomheder, få studerende til vores uddannelser og få gæster til vores seværdigheder og kulturtilbud samt til vores hoteller, butikker, restauranter og cafeer. Vi har gode erfaringer med offentlige-private partnerskaber i Sønderborg Kommune, og derfor er det god fornuft for os at etablere Go To Sønderborg, hvor vi sikrer, at flere aktører sammen styrker fortællingen om Sønderborg-området, fordi det er til alles gavn”, siger Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Go To Sønderborg blev stiftet i januar 2022 og fondens primære opgave er at sikre en koordineret, ensartet markedsføringsindsats af Sønderborgområdet, så der er flere i ind- og udland, der får lyst til at besøge området eller bosætte sig der.

“Vi skal simpelthen i valgklasse, når folk skal beslutte sig for, hvor de vil tage hen som turister eller flytte til for at studere, bo eller arbejde. Det kræver, at vi står sammen som område og får fortalt om alt det, vi kan tilbyde her i Sønderborg på en effektiv måde. Det er enormt meningsfuld opgave, jeg glæder mig meget til”, forklarer den nyudnævnte direktør i Go To Sønderborg, Tanja Have.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fondens oprettelse markerer afslutningen på en indsats, der startede tilbage i 2003, hvor en meget omfangsrig Monitor-analyse af erhvervsklimaet i Sønderjylland indikerede, at der skulle investeres massivt i området, hvis det ikke skulle sygne helt hen. Siden er der på baggrund af rapportens anbefalinger blandt andet bygget motorvej til Sønderborg, en helt ny havnefront tegnet af Frank Gehry og et luksushotel med Michelinrestaurant; ligesom by-, kultur- og erhvervsliv har været inde i en rivende udvikling.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Der er gennem årene blevet gjort et stort arbejde både fra privat og fra offentlig side i forhold til at udvikle Sønderborg området. Nu er vi der, hvor fundamentet er på plads; vi mangler bare at fortælle om det. Og det gør vi så nu med stiftelsen af Go To Sønderborg”, forklarer bestyrelsesformand Peter M. Clausen.

Go to Sønderborgs kontorer kommer til at ligge i Videnshuset sammen med Bitten & Mads Clausens Fond. De første medarbejdere er på plads, og sekretariatet forventes at være fuldt bemandet inden udgangen af april.

Artiklen fortsætter under annoncen