Sønderborgs lokale brætspilscafé, Æ Bræt, har, i starten af 2024, fået ny ledelse og den bygger videre på brætspilscafeens fundament med nye aktiviteter, workshops og samarbejder med lokale aktører.
Den nye ledelse består af Sofie Cripps Schnoor, Sam Willetts og Claus Jacobsen. Claus Jacobsen var med til at åbne cafeen i 2021 og fortæller SønderborgNYT om fordelen ved en ny ledelse:
”Sam Willets og Sofie Cripps Schnoor har bragt fornyet energi ind i arbejdet med nye ideer og aktiviteter, der er med til at tiltrække et bredere publikum”.
Sofie Cripps Schnoor tilføjer:
”Vi har hver vores målgruppe. Hvor jeg for eksempler har meget fokus på børn og den familiehygge, stedet kan skabe, hvor de andre mere inde i de mere avancerede spil og den målgruppe. Vi er dækket ind og tilbyder noget for alle”.
Trekløverets hovedfokus er, at cafeen skal være et sted, hvor alle føler sig velkomne.
”Æ Bræt skal ikke blot være en brætspilscafé, men også et socialt mødested, hvor folk kan mødes, uanset om man er hardcore brætspiller, børnefamilie eller et ældre ægtepar”, fortæller Sam Willetts.
Æ Bræt har også haft besøg af større grupper, som ønskede at holde teambuilding eller polterabend. Det kan gøres efter aftale med cafeen. Sofie Cripps Schnoor siger begejstret:
”For nyligt inviterede vi også en børnehave ind; for dem er der meget læring i at komme på café. Alt kan lade sig gøre her” .