RealMæglerne Seeberg har travlt. Derfor har Dorthe og Jesper Seeberg også vurderet, at det er nødvendigt med et forretningsstrategisk træk for at sikre den gode, stabile medarbejderstab, som er i butikken. Det betyder, at Ejendomsmægler Martin Skinner Tolbøl pr. 1 juli er optaget som partner og medejer af RealMæglerne Seeberg, hvor han har arbejdet som ejendomsmægler siden 2019.
Butikken er beliggende på Rådhustorvet i Sønderborg og arbejder med boligsalg i hele Sønderborg Kommune. Ud over Jesper og Dorthe Seeberg og Martin Skinner Tolbøl tæller medarbejderstaben lige nu to ansatte og en praktikant.
Dorthe og Jesper Seeberg kan i 2025 fejre 15 års jubilæum med RealMæglerne Seeberg. Det kommer til at ske på bagkant af en sommer med rekordsalg i butikken og med udsigt til generel øget aktivitet på boligmarkedet – både i Sønderborg og på landsplan – der ser ud til at fortsætte året ud.
Ejendomsmægler Martin Skinner Tolbøl er 32 år gammel og bosat i Augustenborg i eget hus. Han er gift og har tre børn. Ud over at tilbringe tid med familie og venner, spiller han golf og dyrker fitness.
”Lige siden han blev ansat i 2019, er vi blevet bekræftet i, at han deler de værdier og holdninger, som butikken står for, og sammen med ham er det målsætningen at styrke og udbygge den position, vi allerede har, hvor RealMæglerne Seeberg er det naturlige valg, når man ønsker at købe eller sælge bolig i Sønderborg Kommune” forklarer Dorthe Seeberg i en pressemeddelelse.
”Vi ser meget frem til de næste 15 år som et styrket hold, der både repræsenterer erfaringen og fremtiden, og hvor vi har masser af idéer til fortsat at udvikle vores forretning”, tilføjer Jesper Seeberg.
RealMæglerne Seeberg har netop præsteret et rekordsalg af ejendomme i juli. Hele 15 stk. blev der handlet. Dermed er juli 2024 blandt de bedste salgsmåneder i virksomhedens historie.
På det punkt har det også været et fornuftigt tidspunkt for Martin Skinner Tolbøl at træde ind og have medansvar i en travl periode, hvor alle arbejdstimer er brugt effektivt.
”Martin Skinner Tolbøl er meget vellidt blandt kunderne. Han er flittig, fagligt dygtig, vedholdende og i det hele taget bare den bedste partner, vi kunne ønske os. Vi er meget glade for og stolte over, at han vil være en del af vores forretning, siger Dorthe Seeberg. RealMæglerne er blandt de mest sælgende ejendomsmæglerforretninger i Sønderborg Kommune.
At boligsalget nu begynder at stige, var ikke helt uventet. Vismændene fra Det Økonomiske Råd har tidligere sagt, at huspriserne vil stige 2,8 procent i år, og 2,7 procent næste år. Fra 2026 vil stigningerne for alvor tage fart. Det forventes, at huspriserne vil stige 4,6 procent hvert år fra 2026 til og med 2030. Det er en stigning på sammenlagt 32 procent fra 2024 til 2030.
Dette skyldes jo bl.a. en stigende efterspørgsel på ejerboliger samt at renten falder.
”Den høje aktivitet på boligmarkedet skyldes, at inflationen falder, rentepilen peger nedad, og at boligskatten nu er billigere i 8 ud af 10 ejerboliger, efter den nye boligskat trådte i kraft. Det betyder, at flere kan købe, og flere kan købe for mere, fordi rådighedsbeløbet er større”, forklarer Dorthe Seeberg.
Martin Skinner Tolbøl supplerer derudover med, at salget specifikt til tyskere i Sønderborg fortsat har et højt aktivitetsniveau:
”Det bliver bare ved og ved og ved – tyskerne er ellevilde med Danmark”.
Hos RealMæglerne Seeberg er det netop Martin Skinner Tolbøl, der taler flydende tysk og har hovedansvaret for annoncering og salg af boliger til kunder fra Tyskland.
Anbefalingen er derfor fra det nye stærke trekløver hos RealMæglerne Seeberg:
”Går du i salgstanker, er der en god mulighed for at lande et fornuftigt salg nu. Køberen findes nemlig formentlig allerede i køberkartoteket hos RealMæglerne Seeberg”.


























