Det begyndte som en kærlighed til de steder, der sidder fast i kroppen, og nu folder det sig igen ud på siderne: Stine Duus Petersen er klar med den selvstændige efterfølger til debutromanen ‘Pigen i Gulvet’.
Den nye bog, ’Pigen i Guds arme’, udkommer onsdag den 1. oktober 2025 og tager læserne tilbage til Als med nye spor, hemmeligheder og genkendelige hovedpersoner. Her spiller de velkendte steder og relationer en central rolle i fortællingen, og grænsen mod Tyskland bliver endnu en gang en vigtig del af historien.
“Jeg synes, det er hyggeligt at skrive om de steder, jeg selv kender og elsker. Ud over at det er nemt at dele min kærlighed til Als med mine læsere, så er det også rart at kunne vise, hvad vi kan her på øen. Ligesom i min første bog tager jeg også denne gang læserne med til Tyskland”, fortæller Stine Duus Petersen i en pressemeddelelse.
’Pigen i Guds arme’ er en selvstændig efterfølger til ’Pigen i gulvet’ fra 2024, og vi møder igen vennerne Signe Bang og Jonas Ebbesen, der kaster sig ud i nye opklaringer. Denne gang leder de efter kunstneren Alice, som har været forsvundet siden 1989 – men som tilsyneladende stadig maler. To næsten identiske malerier sætter jagten i gang og åbner for spørgsmålet: Hvor er Alice, og hvem var de to piger, der en vinterdag i 2004 dukkede op på en bænk i Sønderborg uden nogen, der savnede dem?
Stine Duus Petersen markerer udgivelsen med bogreception på Æ bræt fredag den 3. oktober 2025 fra klokken 16:30 til 18:00, hvor hun også signerer sine bøger. Interesserede kan møde forfatteren, stille spørgsmål og få et unikt indblik i bogen denne dag.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.
















