Når byrådsmedlemmerne møder ind til første byrådsmøde i januar måned, skal politikerne til at lære nye udvalgsnavne at kende. Ifølge et forslag til en ny udvalgsstruktur, som skal 1. behandles som eneste punkt på dagsordenen på et ekstra byrådsmøde, onsdag, lægges der op til en række udvalgsændringer i den kommende byrådsperiode.
I dag er der ni stående udvalg, inklusiv det lovpligtige Børne- og Ungeudvalg, men fremover bliver der i alt 10 stående udvalg.
Teknik- og Miljøudvalget bliver delt i to udvalg, nemlig Teknisk udvalg samt Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Teknisk Udvalg varetager opgaver inden for teknik-, land-, by- og boligområdet, blandt andet veje, kollektiv trafik, by-strategier, campingpladser samt drift og vedligeholdelse af fast ejendom i form af bygninger og tekniske installationer
Det nye udvalg, Natur-, Klima- og Miljøudvalget skal varetage opgaver inden for natur, klima og miljø, blandt andet grønne områder, naturbeskyttelseslovgivningen og naturpleje, varmeforsynings- og affaldsplaner, havmiljøet, bæredygtighed og biodiversitet og er overordnet koordinerende udvalg vedrørende udvikling af Kær Vestermark, Center for Verdensmål, Naturpark Nordals og ProjectZero.
Udvalget bliver også ansvarlig for udmøntning, videreudvikling og nytænkning af kommunens indsats vedrørende bæredygtighed og omstilling til bæredygtig energi herunder CO2-målsætninger.
Også Erhvervsudvalget ændrer navn og bliver til Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst og skal blandt andet varetager opgaver på erhvervs-, handels- og turismeområdet, blandt andet erhvervsudvikling, virksomhedsservice, iværksætteri, positionering af Sønderborg Kommune, bosætning, fastholdelse og tiltrækning af offentlige arbejdspladser, vækstrådet samt ProjectZero Business.
Derudover skal Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst også stå for turismeudvikling, herunder grøn turisme, Destination Sønderjylland samt erhvervsturisme og dermed forsvinder turisme og handel fra det nuværende udvalg for kultur, idræt, handel og turisme, som fremover skal hedde Udvalg for Kultur, Idræt og Medborgerskab.
Ydermere vil en række udvalg ændre navn, blandt andet Arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget som bliver til Arbejdsmarkedsudvalget og Social- og Seniorudvalget får fremover navnet Social-, Senior- og Handicapudvalget.
Hvis forslaget godkendes på de kommende to byrådsmøder, så bliver udvalgene følgende fra den 1. januar 2022:
Økonomiudvalget
Natur-, Klima- og Miljøudvalget
Teknisk Udvalg
Arbejdsmarkedsudvalget
Børne- og Uddannelsesudvalget
Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst
Udvalg for Kultur, Idræt og Medborgerskab
Social-, Senior- og Handicapudvalget
Sundhedsudvalget
Børn- og Ungeudvalg – lovpligtigt
SønderborgNYT sendte onsdagens byrådsmøde direkte fra byrådsalen i Rådhuset som du kan se – eller gense – på SønderborgNYT TV her.