Brødr. Ewers A/S udvider nu sin tilstedeværelse på markedet for biobrændsler med opkøbet af Hjaltelin ApS. Virksomheden, som har hjemme på Kolding Havn, importerer og sælger træpiller og briketter til hele Danmark. Handlen træder i kraft den 1. juli og markerer en markant vækst for Ewers Energi, som næsten tredobler sin omsætning i biobrændsler målt på ton.
Med opkøbet overtager Brødr. Ewers det moderne anlæg på Kolding Havn, hvilket giver virksomheden forbedrede muligheder for håndtering og distribution af biobrændsel – primært importeret via søvejen fra Baltikum, Norge og Sverige. Samtidig åbner handlen op for effektiviseringer inden for indkøb, logistik og transport.
“Vi er to private og familieejede virksomheder, som har indgået denne aftale, og fra min side sker det i stor respekt for, hvad familien Hjaltelin har opbygget, og som nu videreføres. Anlægget på Kolding Havn passer virkelig godt ind i vores forretning, som er blevet en stor spiller på markedet. Vi får nu en markedsandel på 25 procent og ser frem til fortsat vækst i et konsoliderende marked”, siger Hans Otto Ewers, administrerende direktør i Brødr. Ewers A/S.
Han fremhæver, at selskabets energiforretning gennem de senere år er vokset markant og nu er et centralt forretningsområde for koncernen.
Anlægget på Kolding Havn er på over 6.000 kvadratmeter under tag og rummer et topmoderne system til håndtering og opsækning af træpiller og briketter. Skibe kan lægge til kaj umiddelbart ved anlægget, og det tager blot to døgn at losse op til 5.000 ton brændsel til lager.
“Volumen er afgørende i markedet både i forbindelse med indkøb og logistik, og vi har nu mulighed for at udvikle forretningen yderligere. Det kommer også vores kunder til gode, idet vi har logistikken og transportkraften til at håndtere varerne og yde en god service”, siger Carsten Jensen, direktør i Brødr. Ewers A/S, i en pressemeddelelse.
Hjaltelin ApS blev grundlagt af Ole og Merethe Hjaltelin og har haft base på Kolding Havn siden 1996. I dag beskæftiger virksomheden seks medarbejdere ud over ejerne.
“Vi er glade for at sælge vores familievirksomhed til Brødr. Ewers A/S, som vi er sikre på, er de helt rigtige til at videreudvikle aktiviteterne på vores anlæg på Kolding Havn til gavn for ansatte, kunder og leverandører. For os var det meget vigtigt at finde et match, som vi deler værdier med. Menneskelighed, nærvær, gensidig respekt og ærlighed har været nøgleordene for vores DNA og succes. Det er både med stor stolthed og veneration, at vi nu giver nøglerne videre, og vi sender en kæmpe tak til alle, som har været med på rejsen”, siger Ole Hjaltelin.






















