Nyuddannede håndværkere bliver fejret med en stor fest

19. oktober 2022 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Fredag den 28. oktober slår faglige organisationer, uddannelsesinstitutioner, virksomheder og Sønderborg Kommune for første gang dørene op for Fagenes Fest Sønderborg. Partnerne er gået sammen om en hyldestfest for årets nyuddannede faglærte, og de har lovet de unge en fest med underholdning, mad og drikke.

Der er brug for flere dygtige og veluddannede faglærte. På landsplan er der et mål om, at 30 procent af de unge i 2025 vælger en erhvervsuddannelse. Det mål arbejdes der også på i Sønderborg, og det er Fagenes Fest et eksempel på, skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Med festen ønsker vi et sætte fokus på de dygtige unge, som Danmark og Sønderborg har så hårdt brug for, og samtidig give opmærksomhed til erhvervsuddannelserne og de virksomheder, der uddanner dem. En god erhvervsuddannelse er på mange måder en genvej til rigtig mange job- og karrieremuligheder og rummer samtidig muligheder for videre uddannelse”, siger borgmester Erik Lauritzen, der også deltager i festlighederne, hvor han er inviteret til at tale til de nyuddannede.

Det er første gang, der skal være Fagenes Fest Sønderborg. Men det er tanken og ønsket, at det bliver en årligt tilbagevendende begivenhed, der har til formål at skabe positiv opmærksomhed omkring erhvervsuddannelserne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fagenes Fest Sønderborg foregår fredag den 28. oktober klokken 17:30 i Sønderborghus. Der er plads til 150 til festen, og pladserne tildeles efter først-til-mølle princippet.

Se programmet på fagenesfest-sonderborg.dk