Statsminister Mette Frederiksen præsenterer i dag Socialdemokratiets nye skoleudspil, som har fået navnet ‘lilleskolen’. Udspillet har til formål at mindske mistrivslen blandt eleverne og skabe mere ro og tryghed i de mindste klassetrin i folkeskolen.
Konkret foreslår Socialdemokratiet, at klasseloftet i børnehaveklassen samt 1., 2. og 3. klasse sænkes til maksimalt 14 elever fra 2028.
I Sønderborg bliver forslaget mødt med stor opbakning fra formanden for Børn-, Skole- og Familieudvalget, Jesper Smaling fra Socialdemokratiet.
”At der lægges op til en historisk stor og varig investering i folkeskolen er meget positivt. Forslaget om mindre klasser i de tidlige skoleår kan efter min vurdering være et vigtigt skridt i retning af at styrke børnenes trivsel, læring og tryghed”, siger Jesper Smaling til SønderborgNYT.
På landsplan vurderes udspillet at koste omkring fem milliarder kroner årligt, dertil kommer engangsudgifter. Hvordan finansieringen konkret skal findes, vil Socialdemokratiet fremlægge på et senere tidspunkt.
Jesper Smaling peger især på, at mindre klasser kan gøre overgangen fra børnehave til skole mere tryg og overskuelig for børnene.
”Det er et område, vi allerede har stort fokus på lokalt. Med færre børn i klassen får lærerne bedre mulighed for nærvær, relationsarbejde og en undervisning, der tager udgangspunkt i det enkelte barn”.
Samtidig understreger udvalgsformanden, at det fortsat er vigtigt at have fokus på flere lærere og stærke rammer på mellemtrinnet og i udskolingen, selv om udspillet især retter sig mod de yngste elever.
Selve udspillet bliver præsenteret i dag onsdag klokken 13:00.





















