Naturkalenderen for Sønderborg Kommune er nu udkommet, og i år byder den på hele 103 ture og arrangementer i samarbejde med Naturvejlederne Sønderborg og de grønne foreninger. Alle arrangementerne er gratis og giver mulighed for at opleve den lokale natur på tæt hold.
“Naturkalenderen for 2025 indeholder 43 spændende ture, som sætter fokus på den lokale natur. Ture, som gør os klogere på vores naturs mangfoldighed og muligheder. I Sønderborg Kommune bor vi midt i naturen, og vi har brug for at lære mere om naturen, så vi bedre kan passe på den og leve i harmoni med den”, siger Tom Hartvig Nielsen, formand for Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter, i en pressemeddelelse
Udover de mange ture i Naturkalenderen kan man også se frem til 60 Blå Flag-arrangementer i løbet af sommeren. Disse inkluderer SUP-ture, fisketure, strandsafari og vild mad, hvor naturen bliver oplevet på nye måder.
“Igen i år indeholder Naturkalenderen også mange spændende Blå Flag-ture, som holdes på vores Blå Flag-strande til sommer. Vi glæder os til at komme ud på tur med de engagerede naturfolk, som vil vise og fortælle os nye sider af naturen samt bringe os ud på gode naturoplevelser”, fortæller Charlotte Riis Engelbrecht, næstformand for Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter.
Det første arrangement i Naturkalenderen er Store Piledag, som finder sted onsdag den 12. februar 2025 fra klokken 10:00 – 13:00 på Fiskbæk Naturskole i Gråsten. Her vil deltagerne få mulighed for at skabe smukke kreationer af friskhøstet pil fra pilemarken.
I februar kan man blandt andet deltage i Store Piledag i Gråsten og Ørnenes Dag på Nordals. I marts byder kalenderen på en fugletur på Kegnæs, redekassedag i Nørreskoven, ramsløgstur i Sønderborg samt sten- og fossiljagt på Nordals.
Naturkalenderen kan downloades fra Naturvejledernes hjemmeside og findes også på turistkontoret samt bibliotekerne i kommunen.