Ordblindeforeningen og Timeglasset fortæller hvor ordblinde kan finde hjælp

17. januar 2023 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Tirsdag aften kommer der omkring 40 personer til et møde i MultiKulturhuset, som gerne vil høre, hvad Ordblindeforeningen og Timeglasset kan tilbyde ordblinde.

Ordblindhed er en medfødt og usynlig udfordring, der giver den ordblinde vanskeligheder ved læsning og skrivning. For mennesker med ordblindhed tager det lang tid at omsætte bogstaver til sproglyde, som er nødvendige for at danne ord.

“Timeglasset er en virksomhed, som hjælper ordblinde børn og voksne – og vi er med til mødet aften, fordi vi har viden og erfaringer, der kan gavne ordblinde”, siger partner og underviser i Timeglasset Jannie D. Schønwandt til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun fortæller videre, det er en rigtig god idé, at ordblinde melder sig ind i Ordblindeforeningen, fordi det gør, at de bliver en del af et netværk.

Man ved ikke præcist, hvor mange ordblinde der er i Danmark, men man regner med omkring 400.000.

Ordblindhed er altså et problem, som mange mennesker kæmper med. Også i Sønderborg.

“Der er børn, som skifter skole, fordi de er ordblinde og så er det jo vigtigt, forældre og lærere ved, at Timeglasset kan hjælpe og lige nu kommer der fast 45 børn hos os”, siger  Jannie D. Schønwandt og tilføjer, der ikke er plads til flere.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Men vi vil rigtig gerne ud på skolerne og klæde lærerne på, så de kan hjælpe ordblinde børn. Vi har jo – som nævnt – viden og erfaringer, vi ved, hvad der virker og hvor de gode hjælpemidler skal findes”.

Jannie D. Schønwandt fortæller, at lærere meget gerne vil hjælpe ordblinde, men ifølge lærerne er der ikke de nødvendige ressourcer.

“Men tit handler det egentlig bare om at undervise på en anden måde”.

Du kan læse mere på Timeglassets hjemmeside.