Nu er vejret ved at være til at vaske bilen hjemme på villavejen og mange finder spanden og haveslangen frem i indkørslen. Men den hyggelige weekendvask har en bagside, som langt de fleste bilejere slet ikke tænker over. Den sender nemlig store mængder urenset spildevand direkte ud i naturen.
Sidste år blev der i Sønderborg Kommune udledt mere end 7 millioner liter urenset vaskevand i lokalmiljøet som følge af hjemmevask af biler. Det viser nye tal fra Drivkraft Danmark.
En ny undersøgelse fra Drivkraft Danmark viser, at omkring hver tredje bilvask i Danmark stadig foregår hjemme i indkørslen. Og selv om klima og miljø fylder mere i den offentlige debat end nogensinde før, har danskernes vaner stort set ikke ændret sig gennem de seneste mange år. Det understøttes af tal fra Miljøstyrelsen.
”Hvis alle danske bilejere droppede hjemmevasken, kunne vi tilsammen spare mere end én halv milliard liter vand om året. I Sønderborg vil det betyde, at der fremover ikke løb over 7 millioner liter urenset vaskevand ud i lokalmiljøet. Vi har lige været igennem en valgkamp, der har haft et historisk stærkt fokus på miljøet. Det afspejler sig også i vores nye undersøgelse, hvor mere end hver tredje dansker vil droppe hjemmevask af bilen, hvis de kendte til miljøkonsekvenserne”, fortæller Michael Mücke Jensen, Teknik- og miljøchef i Drivkraft Danmark, .
Hvis alle danskere droppede hjemmevasken og i stedet kørte bilen gennem en vaskehal, ville samfundet kunne spare mere end en halv milliard liter rent vand om året. Samtidig ville naturen blive skånet for store mængder olierester, vaskemidler og tungmetaller.
En almindelig hjemmevask af bilen bruger omkring 100 liter vand. Til sammenligning bruger en moderne vaskehal kun cirka 15 liter vand pr. vask. Derudover bliver rensevandet fra vaskehallerne sendt videre til rensning, så olie, tungmetaller og sæberester ikke havner direkte i naturen.
”Når danskerne vasker bilen hjemme i indkørslen, ender en masse olierester, dækpartikler, tungmetaller og sæberester direkte i vores vandløb og søer. Vores nye undersøgelse viser, at mere end halvdelen af de danske bilejere ikke kender til de miljømæssige udfordringer ved at vaske hjemme. Det kan vi gøre bedre. Både til gavn for den enkeltes vandforbrug og miljøet”, Michael Mücke Jensen.
Hos Drivkraft Danmark mener man dog ikke, at et forbud mod hjemmevask er den rigtige vej at gå lige nu. I stedet efterlyser branchen mere information og oplysning til danskerne.
”Vi skal have myndighederne på banen. Gerne med nationale kampagner med oplysning om konsekvenserne ved hjemmevask. Vi har gang på gang set, at danskerne er gode til at ændre adfærd, når de forstår omfanget af et fælles problem. Det er på tide, at vi får stillet skarpt på de miljøproblemer, der er forbundet med hjemmevask af vores biler”.
I Sønderborg Kommune er der i dag 40.948 personbiler ifølge tal fra Danmarks Statistik fra marts 2026. Ifølge beregningerne blev der sidste år udledt 7.780.120 liter urenset vaskevand i lokalmiljøet.
Undersøgelsen fra Drivkraft Danmark er baseret på svar fra 1.000 repræsentative danskere. Den viser blandt andet, at hver tredje bilvask sker hjemme i indkørslen, at 51 procent af danskerne ikke kender fordelene ved vaskehaller, når det gælder miljø og vandforbrug, og at 34 procent ville bruge vaskehallen mere, hvis de var sikre på, at det er det bedste valg for miljøet.




















