På onsdag kan du se Line og Benjamin fra Als i ‘Nybyggerne’

Line og Benjamin. Foto: André Blinkilde
Line og Benjamin. Foto: André Blinkilde
23. september 2021 Samfund Skrevet af: Redaktion

Så er TV 2 klar med endnu en omgang ‘Nybyggerne’, hvor præmien er det hus, som vinderparret har bygget om – fra råhus til deres personlige drømmebolig.

Og det er Sønderborg, som lægger jord til de fire huse på hver cirka 120 kvadratmeter, hvor de fire nybyggerpar rykker ind – og det kan du se på onsdag klokken 20 på TV2. De bliver taget godt imod af Christian Degn, som er vært på programmet, og de to dommere, indretningsekspert Mette Helena Rasmussen og bygningskonstruktør Ask Abildgaard, der vurderer deltagernes valg og håndværk, skriver TV2.

Artiklen fortsætter under annoncen

I hvert program vælger de to dommere ugens vinder, der får 20.000 kroner til at polstre byggebudgettet med – et budget, der begynder på 300.000 kroner og som skal række, til det sidste søm er slået i. Efter ni uger står de fire huse færdige, og så er det op til seerne at udpege det par, der vinder det hjem, de selv har skabt.

Det sker ved en livefinale onsdag 24. november – lige efter program ni er blevet sendt.

I det gule hus er nybyggerne Line og Benjamin – begge 25 år – der bor i en lille lejlighed i Aarhus, men drømmer om at komme tilbage til Als, hvor de begge er født og opvokset. De spillede fodbold sammen som små, men havde ikke kontakt igen, før de for fire år siden mødtes til en fest i København.

Artiklen fortsætter under annoncen

Herefter blev de kærester. Line er medicinstuderende og Benjamin læser Finance and International Business. De beskriver sig selv som ægte sønderjyske bonderøve. De er natur- og udemennesker, og de ønsker at bringe naturen ind i deres indretning.

De elsker naturen og vil gerne bruge mange genbrugsting og de vil gerne have plads til leg indendørs.