På tre år har SONFOR fordoblet antallet af chefer 

Pressefoto. SONFOR
Pressefoto. SONFOR
20. september 2024 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

På bare tre år har SONFOR fået dobbelt så mange chefer. I september 2021 var der én direktør og fem personer med chefansvar ansat i SONFOR, men nu har den kommunalt ejede virksomhed mandet op på chefgangene, hvor der siden er ansat yderligere seks chefer oven i de seks, som var der i forvejen. De seks nyansatte chefer får samlet en løn på 5,4 millioner kroner om året.

Lønninger til 11 chefer og en direktør pr. år inklusiv pension løber op på 11,8 millioner kroner.

“Udviklingen i SONFOR er en nødvendighed for, at vi kan følge med de lovkrav og det ansvar, som er blevet pålagt forsyningssektoren fra samfundet i de seneste år. Vi er som forsyning i en rivende udvikling, og skal blandt andet på samme tid være drivkraften bag den grønne omstilling og være rustet til at modstå angreb på vores kritiske infrastrukturer. Det kræver personer med ansvar og beslutningskraft i organisationen”, siger direktør Christian Udby til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

I forsyningerne i nabokommunerne Aabenraa og Tønden er antallet af chefer betydeligt mindre, selvom alle forsyningsselskaber i landet står over for de samme lovkrav og ansvar. Hos Arwos, forsyningsselskabet i Aabenraa, er chefgruppen på syv personer, nemlig en direktør, en økonomichef og fem afdelingsledere. Tønder Forsyning ledes af en direktør og tre chefer.

SONFOR og andre forsyningsselskaber må ikke tjene penge på kunderne, men skal hvile i sig selv. Så eventuelle overskud skal reinvesteres i virksomheden og på den måde komme kunderne til gode i form af f.eks. lavere takster, bedre rensning af spildevand eller bedre service. I SONFORs tilfælde er der dog også investeret massivt i mere ledelse og større honorarer, imens nogle af de takster, forbrugerne opkræves i samme periode, er steget.

Artiklen fortsætter under annoncen

På SONFORS generalforsamling i maj måned steg også udgifterne til bestyrelsen, da det blev vedtaget, at bestyrelsesformand Ellen Trane Nørby skal have 110.000 kroner om året plus et beløb for hvert møde – op til samlet 180.000 kroner. Næstformanden, Tom Hartvig Nielsen, 65.000 kroner om året og op til 104.000 afhængigt af antallet af møder. Andre bestyrelsesmedlemmer får 10.000 kroner årligt og afhængigt af antallet af møder op til 80.000 kroner.