I Sønderborg Kommune er der allerede nu et stort fokus på at afholde kommunal- og regionsrådsvalget samt Ældrerådsvalget på en sådan måde, at det vil give alle vælgere den størst mulige tryghed i forhold til at undgå smitte. Der bliver blandt andet sikret adgang til håndsprit, ekstra afstand, brug af eget skriveredskab og lignende på de 17 valgsteder.
“Der er ikke kommet nogle restriktioner fra regeringen, men vi gør en del for, at vælgerne kan være trygge, når de skal ind og sætte deres krydser”, siger sundhedschef Michael Skriver.
Der opfordres til at holde afstand mellem vælgere og afstand mellem vælgere og personale
Ekstra udluftning
Afspritning/udskiftning af blyanter
Afspritning af bord i stemmebokse
Afspritning af borde i valglokalet
Personale på afstemningsstederne udstyres med afspritningsservietter, handsker, visir eller mundbind.
Er man for eksempel i risikogruppen, coronasmittet eller nærkontakt er det muligt at bilstemme. Der vil være oplysninger på de enkelte valgsteder om, hvem man skal kontakte.
Vælgere, der ønsker at benytte deres eget medbragte skriveredskab ved stemmeafgivningen, kan frit gøre dette. Skriveredskabet må dog ikke være så usædvanligt i farve eller form, at det giver særpræg som guld-, sølv-, eller glimmertusch, eller tyk sprittusch.