På Venstres Landsmøde i Herning var borgmesterkandidat Peter Hansen på talerstolen. Her er et større uddrag af hans tale, der meget handlede om politiskolens placering.
Peter Hansen sagde:
Jeg vil gerne rose regeringen for det modige initiativ i tog, da i besluttede at flytte statslige arbejdspladser ud i landet.
Det er nok det største skridt, der er taget i rigtig mange år, for at bringe lidt balance tilbage. Et initiativ som vi er taknemmelige for i Sønderborg og som både har økonomisk virkning men også stor psykologisk betydning.
Ligeledes er beslutningen om at give 10 områder lempelige vilkår i forhold til planloven fantastisk. Vi har allerede sammen med Linak og Danfoss-fonden etableret et udviklingsselskab med en startkapital på 24 millioner, der skal udvikle Nordals de kommende år – med en milliard investering. Super tiltag der for os betyder nye arbejdspladser og udvikling.
Politiskole-polemik
Det er derfor rigtig ærgerligt, at der er opstået så meget polemik om politiskolen. Personligt har jeg hele tiden regnet med, at den ville komme til Herning. Hernings borgmester, Lars Krarup, var tidligt ude. Om end Sønderborgs forslag faktisk kom et år tidligere. Der er lavet et stort stykke arbejde fra Hernings side og jeg er sikker på, der også er lavet det nødvendige politiske benarbejde. Jeg tror ikke på alle de konspirationsteorier, der florerer, men mere om politisk håndværk.
Var det et DF-krav?
Vi var mange, der var overraskede, da man ville se på eksisterende bygningsmasse rundt om i Jylland. Var det en reel mulighed eller var det et DF-krav, som man lagde under for?
I vores kommune gik vi i gang med at bringe kasernen i spil og der er holdt mange møder og fremsendt gode forslag.
Ifølge vores borgmester er der brugt 490.000 kroner på arbejdet. De fleste interne timer, men alligevel.
Den oplevede virkelighed er folks virkelighed. Og den oplevede virkelighed i mange kommuner er, at der har været tale om en pseudoproces. Det er ærgerligt, fordi jeg tror, der er rigtig mange, der har forståelse for, at skolen godt kunne havne i Herning.
God sag i modvind
Havde man meldt det ud, sammen med udflytningen af de andre statslige arbejdspladser, er jeg sikker på, at der ikke havde lydt kritik og jeg begriber ikke, at i ikke benyttede jer af den mulighed.
Nu får en ellers god sag modvind alle steder, og den skygger over regeringens mange gode initiativer og skaber kun surhed og følelse af fordækt proces.
Jeg kunne godt tænke mig at sheriffen, Søren Pind, gav os en god forklaring med hjem. Husk; at man skal kunne forklare det, for at kunne forsvare det.
Det vi har hørt indtil nu, er noget rodet.