Tom Sivertsen fra Strandens Ishus er klar til igen at fejre Skt. Hans, som i år falder på en fredag, på Fluepapiret og dermed give sønderborgere og eventuelle turister en god oplevelse.
“Fordi det er lidt af en udskrivning at stå for en Skt. Hans-aften, hvor der ikke koster noget at være med, så havde jeg tænkt mig, at der også skulle være levende musik på Fluepapiret dagen efter Skt. Hans, men det vil kommunens afdeling for Anlæg og Infrastruktur ikke give tilladelse til”, siger Tom Sivertsen til SønderborgNYT. Han mener, at de koncertgæster, som vil komme om lørdagen, vil bruge lidt penge i Strandens Ishus.
I mailen fra kommunen, som SønderborgNYT har læst, står der, at afslaget på at holde koncert om lørdagen skyldes strandgæster og at det eventuelt er et støjende arrangement.
“Vi har udsigt til flere aftener med støjende koncerter i Mølleparken, der er fire dage i juli med Ringriderfesten, som bestemt også kan høres vidt omkring og der kommer et par måneder med støj i Sønder Havnegade, som jo lukkes for at restaurationerne kan få gang i den”, så argumentet om støj holder ikke en meter”, siger Tom Sivertsen og tilføjer, at Sønderborg Handel er med til at arrangere både Skt. Hans og den følgende dags musik.
Han fortæller videre, at han bestemt ikke har opgivet at få tilladelse til også at have koncert på stranden lørdagen efter Skt. Hans


















