Der er sket et markant fald på 31 procent i antallet af indbrud i beboelse i Sønderborg kommune fra 2014 til 2015.
I tal vil det sige, at Sønderborg kommune i 2014 havde 729 anmeldelser om indbrud i beboelse. I 2015 faldt tallet til 500 eller med 31 procent. Det tal gælder villaer, lejligheder, værelser etc.
“Det er flot, og det er vi stolte af og glade for på borgernes vegne”, siger vicepolitiinspektør og leder af lokalpolitiet Knud Kirsten i en pressemeddelelse.
Når man ser på tallet samlet for indbrud i beboelse samt garager, udhuse, lystbåde, sommerhuse, landejendomme med videre samt tyverier fra de samme steder, så er det faldet fra 1076 til 837 eller et fald på 22 procent.
For indbrud i erhvervsejendomme i kommunen er der også et fald. Fra 156 i 2014 til 146 i 2015 eller 6 procent.
“Vores efterforskere har blandt andet haft fokus på at få fat i mange af de professionelle lokale indbrudstyve. Og det tæller meget at få dem sat ud af cirkulation”, siger Knud Kirsten. Og når der tales om “ud af cirkulation”, så kan det oversættes til: Sat bag tremmer.
“Når det gælder forebyggelse, har vi været ekstremt aktive for at få så mange som muligt til at melde sig til www.nabohjælp.dk . Vores rådgivere har holdt utallige foredrag og oplæg rundt omkring i grundejerforeninger og beboerforeninger, og rigtigt mange borgere har haft besøg for at få råd om sikring af huset”, siger Knud Kirsten.
At få has på de alt for mange indbrud er en opgave, borgere og politi skal hjælpes ad med. Nu ser det ud til at gå godt fremad, og Knud Kirsten håber, at den udvikling kan fastholdes i 2016.