Politiet: Tyvene går efter landbrug og maskinstationer

26. august 2020 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Syd- og Sønderjyllands Politi har i de seneste uger modtaget en stribe anmeldelser om tyveri af kostbare GPS-systemer fra landbrugsmaskiner.

I løbet af august har der været indbrud hos landmænd og en maskinstation, hvor kriminelle har stjålet GPS-udstyr, blandt andet skærme, sendere og antenner fra i alt 23 traktorer i Syd- og Sønderjyllands Politikreds.

Der er også anmeldt lignende tyverier i en række andre jyske politikredse – også til Sydøstjyllands Politi så sent som i tirsdag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Værdier for millioner

Tyverierne løber op i flere millioner kroner og har ramt landbruget midt i en travl høstsæson.

“Alt tyder på, at der er tale om professionelle indbrudstyve, der ved, hvad de går efter, og som får afsat GPS-udstyret på det sorte marked, vurderer vicepolitiinspektør Christian Østergård i en pressemeddelelse.

Han understreger, at politiet ser alvorligt på indbruddene, og at hændelserne bliver efterforsket. Men samtidig opfordrer politiet til, at maskinstationerne og landmændene øger deres fokus på sikring af det værdifulde udstyr.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Kan landmændene og maskinstationerne gøre det rigtig bøvlet at være indbrudstyv, er vi nået et godt stykke. Det gælder blandt andet om at gøre det svært for de kriminelle at arbejde ubemærket, at fjerne det værdifulde udstyr fra traktorerne samt at mærke udstyret, så det ikke er så attraktivt at afsætte som hælervarer”, siger Christian Østergård.

Gode råd mod GPS-tyveri

Artiklen fortsætter under annoncen

Lav en sikringspolitik, så det blandt andet står klart, hvordan køretøjer sikres ved arbejdstids ophør – det gælder blandt andet aflåsning af køretøjet, sikring og aflåsning af bygninger.

Afmonter udstyr fra maskinerne ved arbejdsdagens ophør, hvis det er muligt, og placer det et tyverisikret sted.

Mærk det værdifulde udstyr. Og sæt skilte op hvor det fremgår, at udstyret er mærket.

Værdifuldt udstyr sikres med GPS-trackere, så det er muligt at følge gerningsmændene og få udstyret tilbage.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udendørs områder, hvor maskinerne står efter arbejdstid, skal være oplyst, eller forsynes med chockbelysning i form af en kraftig lampe med en bevægelsescensor, der tænder, når uvedkommende træder ind i området.

Undgå høje hegn og bevoksning. De er med til at give tyvene arbejdsro for nysgerrige blikke. Er det omvendt muligt at kigge ind på området, tænker tyven sig om en ekstra gang. For der er risiko for, at han kan blive set – og i værste fald også genkendt.

Står maskinerne på egen grund, er det muligt at lave videoovervågning. Skilt tydeligt med, at der overvåges.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sæt alarmer på maskiner og bygninger.

Sæt piktogrammer udvendig på GPS-udstyret, så tyven tydeligt kan se, at enheden er sikret.