Politikere dropper beskyttelsesrum og vælger Blansskov og Broballe

Beskyttelsesrum i Østergade, brugt under 2. verdenskrig. Lokalarkivet

Beskyttelsesrum i Østergade, brugt under 2. verdenskrig. Lokalarkivet

9. maj 2025 Samfund Skrevet af: Lise Kristensen

Skulle det værst tænkelige ske, at Danmark bliver angrebet af en fremmed magt, vil de fleste sønderborgere blive taget på sengen. De ville ikke ane, hvor de skulle gå hen og bringe sig selv i sikkerhed.

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at den militære trussel fra Rusland vil stige over de kommende år, men de fleste mener, en eventuel trussel mod befolkningens sikkerhed i højere grad ville komme fra naturkatastrofer, oversvømmelser, skybrud, cyberangreb og lignende. I den situation har vi jo ikke brug for at gå i beskyttelsesrum, som en medarbejder i Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskab siger til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alligevel er ønsket om en ’oprustning’ af landets beskyttelses- og sikringsrum stigende. Flere politikere og borgere påpeger, at skulle der ske noget, nytter det ikke, at vi ikke aner, hvor det nærmeste beskyttelsesrum er, eller ikke kan komme ind, fordi det bruges som depot for skilte og redskaber, som det har stået i SønderborgNYTs artikler om emnet på det seneste, og ikke mindst i de mange kommentarer til artiklerne på Facebook.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Sønderborg ved kommunen kun, hvor 41 beskyttelsesrum befinder sig, og de sidste 159, som også skulle være placeret rundt omkring i Sønderborg-området, er man først nu ved at skabe et overblik over.

”I forlængelse af myndighedernes vejledning om at sikre de nødvendige forsyninger til den enkelte borger, så mener Liberal Alliance, at det også vil være et naturligt næste skridt at danne sig et billede af de beskyttelsesrum, vi har i kommunen. Hvor mange er der, hvor er de, og hvilken stand er de i – det må være første skridt. Dernæst bør tilstanden af de enkelte beskyttelsesrum sammenlignes med de krav, der stilles i dag, samt om kapaciteten er tilstrækkelig for Sønderborg i 2025”, siger Liberal Alliances Kim Bækdal Agerley til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nye Borgerliges byrådsmedlem Bo Kleis Christensen mener, det burde være muligt at finde en fortegnelse over kommunale beskyttelses- og sikringsrum og støve den af, og at der burde ligge en plan for, hvorledes befolkningen skal kunne søge ly, men hos Enhedslisten mener man ikke, der er det store behov for at kende sit nærmeste beskyttelsesrum.

”Så længe at ministeriets vurdering er, at der ikke er nogen trussel mod Sønderborg Kommunes befolkning, der kræver, at vi har en masse beskyttelsesrum stående klar, så synes jeg, det er okay, at det ikke er en prioriteret opgave i forvaltningen”, siger byrådsmedlem Asger Romme Andersen som i øvrigt er helt rolig ved udsigten til ikke at kende sit beskyttelsesrum.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg ser heller ikke selv nogen umiddelbare trusler, der får mig til at tvivle på ministerens vurdering. Jeg er meget mere bekymret over den trussel, der ligger i de klimaforandringer, som vi ved, er på vej. Følgerne af klimaforandringerne kan ødelægge hjem og liv. Dem er det vigtigt, at vi beskytter os imod”, siger Asger Romme Andersen til SønderborgNYT og fortsætter:

”Hvis bombetruslen en dag skulle komme nærmere Danmark, så tror jeg heller ikke, at bombeflyene ville starte med at flyve til Sønderborg. Hvis luftalarmen alligevel lød i vores kommune, så ville jeg tage min familie og køre hjem til min mor og far i Broballe. Der er trygt og godt, og det er nok det sidste sted, nogen ville bombe”, konkluderer Enhedslistens besindige mand i byrådet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvad angår sikkerheden i nærmiljøet, ligger han helt på linje med borgmester Erik Lauritzen, der på spørgsmålet om, hvor hans nærmeste beskyttelsesrum er, svarer, at det ved han ikke, men at skulle der blive behov for at søge beskyttelse:

”Så ville jeg gå ud i Blansskov”, siger borgmesteren til SønderborgNYT.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...