Der er stadig lidt over to måneder til kommunalvalget, og snart bliver det også sværere for kandidaterne at føre valgkampagne på de sociale medier. Derfor begynder flere nu at rykke ud i bybilledet for at møde vælgerne direkte. Mandag eftermiddag samledes lokale politikere i Apotekerhaven til en valgdebat arrangeret af FH Sønderborg.
Debatten var bygget op som korte dueller mellem to politikere ad gangen, med spørgsmål de har modtaget på forhånd. Men selvom rammen er sat for dialog med borgerne, er det småt med publikum. Antallet af tilhørere uden tilknytning til kandidaterne kunne tælles på én hånd.
Jimmy Simonsen, der i dag sidder i byrådet for Venstre og er partiets borgmesterkandidat ved det kommende kommunalvalg, er en af dem, der gerne havde set flere vælgere blandt publikum.
“Jeg havde håbet, flere ville komme og lytte. Når META lægger begrænsninger på sociale medier til oktober, bliver vi nødt til at finde andre kanaler. Det her – at være fysisk til stede – bliver nok en af dem. Men det bliver svært. De fleste mennesker får deres informationer ét sted, og det er sjældent til en debat i det fri”, fortæller han til SønderborgNYT.
Fra oktober bliver det nemlig sværere for kandidater at bruge sociale medier som Facebook og Instagram til at føre valgkamp. Det skyldes nye regler, der sætter begrænsninger på politisk annoncering. For mange kandidater betyder det, at fysiske møder og lokal tilstedeværelse bliver endnu vigtigere.
Flere af politikerne lægger også vægt på netop det at møde vælgerne ansigt til ansigt. Jytte Pyt Sørensen, der stiller op for Socialdemokratiet og tidligere har været aktiv i byrådet, holder sig i forvejen langt fra de digitale platforme – og hun foretrækker den direkte kontakt.
“Jeg gider ikke alt det på sociale medier. Når man skriver noget, bliver det misforstået og tolket forkert. Jeg vil meget hellere tale direkte med borgerne, høre hvad de savner og tage det med videre”, siger hun.
Jytte Pyt Sørensen fortæller, at hun sammen med andre fra partiet planlægger et familievenligt arrangement som en del af valgkampen, med aktiviteter og konkurrence blandet med politiske snakke: “Der skal ske noget, så folk har lyst til at være med – og så kan vi samtidig få en god dialog”.
Johanna-Maria Precht fra Enhedslisten, der også stiller op til byrådet, mener, at det er vigtigt at være til stede der, hvor borgerne er og ikke kun i valgperioden.
“Vi skal ikke nøjes med at stille os op en gang imellem. Borgerne skal inddrages løbende, og vi skal gøre det nemmere at deltage. Det handler om at skabe rum, hvor politik ikke kun foregår i byrådssalen, men også ude i hverdagen – for eksempel gennem lokale kulturprojekter”, fortæller hun.
Men spørgsmålet er, om vælgerne overhovedet møder op, når politikerne stiller sig til rådighed?
En af de få, der faktisk gør det denne mandag, er 71-årige Christa Rose. Hun er blandt de eneste tilhørere, der ikke selv er politiker eller har en relation til nogen på scenen, og for hende er det netop vigtigt, at man som borger møder op, lytter og stiller spørgsmål.
“Jeg interesserer mig for politik, fordi jeg bor her i byen. Lokalpolitik er noget andet end landspolitik, det er mere personligt, og man kan stille spørgsmål direkte”, fortæller Christa Rose.
Hun er bevidst om, at hun ikke bruger sociale medier særlig meget – og hun tror ikke, det er der, de unge får den viden, de har brug for.
“Der er for meget information, og det gør dem handlingslammede. Jeg tror ikke, de finder frem til det vigtige. Vi er forpligtet til at tage dem i hånden og snakke politik med dem – ellers mister vi dem”.
Christa Rose fortæller, at hun fik svar på det meste, hun kom for – både under debatten og i de snakke, hun havde bagefter. Især miljø og kultur ligger hende på sinde.
“Det tog lidt tid, før miljø blev nævnt, og det er vigtigt for mig. Senere spurgte jeg ind til, hvad partierne ville gøre for at bevare og udvikle kultur og byliv – noget, jeg selv går meget op i. Liberal Alliance svarede, at de ikke havde drøftet det. Det var ærgerligt, men ærlighed skal også have ros. Jeg fik et svar, og jeg følte, at jeg blev hørt – og det er det vigtigste”, siger Christa Rose til SønderborgNYT.






















