Politisk teaterforestilling – DE STUERENE

24. januar 2018 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

“Set med mine øjne, stuerene – det bliver I aldrig”.

Poul Nyrups ikoniske ord er blevet Danmarkshistorie.  De har også givet titlen til teaterstykket, DE STUERENE som Mungo Park opfører på Sønderborg Teater med Sønderborg Teaterforening som arrangør mandag den 29. januar kl. 19.30.

Teaterforestillingen er fortællingen om 20 år med Dansk Folkeparti. Forestillingen er på en og samme tid humoristisk og fortalt med et glimt i øjet, mens den samtidig er sober og reel. Forestillingen er bestemt ikke blot en glorificering af Dansk Folkeparti, og den er bestemt aktuel for andre end tilhængere af Dansk Folkeparti.

Artiklen fortsætter under annoncen

Historien om Dansk Folkeparti er en af de væsentligste i dansk politik i de sidste 20 år. Siden partiet blev stiftet i 1995 har Pia Kjærsgaards parti, mere end nogen, sat dagsordenen for, hvad vi debatterer i vores land – og hvordan vi gør det.

Historien er også god. Dansk Folkepartis farverige og kontroversielle persongalleri er igen og igen blevet dømt ude af medier og andre politikere, enten som et forbigående fænomen eller endda som en utilstedelig strømning. Men vælgertilslutningen er blevet større og større og i dag er Dansk Folkeparti landets største borgerlige parti og indehaver af folketingets formandsstol, skriver Sønderborg Teaterforening i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forestillingen DE STUERENE er en tour-de-force gennem 20 år med Dansk Folkeparti. 20 år som måske har forandret den danske folkesjæl. 20 års kamp om hvad man mener, når man siger: ”Jeg er Danmark”.

Forestillingen fik strålende anmeldelser ved premieren i både lokale og landsdækkende medier.

Line Mørkeby har skrevet DE STUERENE i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg. Pia Kjærsgaard har skrevet prologen. Medvirkende er Mungo Park Koldings ensemble.

Artiklen fortsætter under annoncen

Billetter til forestillingen kan købes på www.sonderborgteaterforening.dk eller på tlf 70 20 20 96