Prinsesse Benedikte afslører Vibeke Fonnesbergs buste af I.P. Nielsen

22. april 2023 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Lørdag eftermiddag blev Vibeke Fonnesbergs buste af I.P. Nielsen, som har fået plads i Byparken i Broager, indviet af Prinsesse Benedikte, som sagde, at det var en stor glæde for hende.

“Jeg har hørt min mor fortælle om I. P. Nielsen. Han er bestemt en af årsagerne til, at hun tabte sit hjerte til Sønderjylland og det var jo ikke mange år efter 1920”, sagde Prinsesse Benedikte.

Anders Caspersen, I.P. Nielsens oldebarn, som i dag ejer Hytten i Dynt, var også med til afsløringen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg er stolt over min oldefar og jeg synes, det er flot, der er nogen, som i dag gør noget ud af ham”, sagde Anders Caspersen til SønderborgNYT. Han fortæller, at hans oldefar og Dronning Ingrid havde et tæt samarbejde – til glæde for dem begge.

Som optakt til afsløringen spillede Broager Brandværnsorkester i det flotte solskin i Byparken og efter musikken var det tid til flere taler.

Det var tidligere folketingspolitiker og fhv. byrådsmedlem Frode Sørensen, der bød velkommen til festligholdelsen af I. P. Nielsen her 150 år efter hans fødsel.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg vil gerne sige velkommen til Prinsesse Benedikte, til borgmester Erik Lauritzen, folketingspolitiker Benny Engelbrecht og ikke mindst I. P. Nielsens oldebarn, Anders Caspersen og så kan vi glæde os over, at flagstangen her i Byparken i dagens anledning er gjort ren for alger”, sagde Frode Sørensen.

“Gennem Den Sønderjyske Hjælpefond, som Dronning Ingrid blev projektor for, sikrede I.P. Nielsen, at mange tusinde tyske børn kom på ferie hos en plejefamilie i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig. I. P. Nielsen sagde, at man kan strides om, hvem der har ansvaret for krig, men at det aldrig er børnenes skyld. Fondens indsats gjorde også, at han fik tilnavnet Der Kindervater. Selv kaldte han sig folketingspolitiker fra Hytten i Dynt”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fonden eksisterer også den dag i dag – og derudover er der I.P. Nielsens Mindefond.

Tak til prinsessen

Borgmester Erik Lauritzen indledte sin tale med at sige velkommen til Prinsesse Benedikte.

“Og jeg vil sige, jeg er glad for, at Bendt Olesen og Frode Sørensen tog initiativ til, at vi i dag kan indvie en buste af I. P. Nielsen. Det fortjener han og jeg vil sige tak til Prinsesse Benedikte, som altid bakker vores landsdel op”, sagde borgmesteren.

“I. P. Nielsen flyttede hertil og han blev sønderjyde og han blev brobygger mellem dansk og tysk. Han var den, som folk gik til med stort og småt, altid med øje for børnene og de mindrebemidlede”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vibeke Fonnesberg skulle også ha’ være i Byparken, men hun måtte melde afbud på grund af sygdom – og derfor læste Frode Sørensen op fra hendes tale.

“Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave en buste af I. P. Nielsen, blev jeg beæret, netop fordi han var der for den lille mand og for børnene. Hans og Dronning Ingrids samarbejde var formidabelt”.

Der var også sat tid af til Benny Engelbrecht og den brugte han på at synge en sang om I. P. Nielsen, som han selv havde skrevet.

Oldebarnet takkede

Artiklen fortsætter under annoncen

“Som I nok ved – og også kan høre, så er jeg ikke sønderjyde, men jeg er her med jævne mellemrum og jeg har Hytten i Dynt. Gennem min barndom har jeg været på ferie i Hytten. Vi sejlede til Vemmingbund i familiens båd og gik til Hytten – og vi gik også ind til Broager, når vi skulle hente mælk”, sagde Anders Caspersen.

“Jeg er virkeligt stolt over, min oldefars buste nu står her i Byparken og jeg vil bestemt gå herover, når vi er i Hytten og tager ind og besøger hans gravsted ved kirken”.

“Efter min far og min mor døde, har jeg kigget familiens ting igennem og jeg fandt meget fra min oldefars tid og det er en ære, at de nu udstilles i Broagerhus”.

Inden de inviterede gæster tog i Broagerhus for at se I. P. Nielsen-udstilling, blev der sunget.

“Helt i I. P. Nielsens ånd, så er det børn, der synger. 30 børn fra Spirekoret”, sagde Frode Sørensen.

Du kan SE BILLEDER HER.