Der er brug for handling nu, hvis Danmarks yderområder skal overleve.
Sådan lyder konklusionen i en ny rapport, som landsforeningen Danmark på Vippen står bag.
“Det er ikke bare et råb om akut hjælp, men et forsøg på at dreje Danmark i en anden retning”, siger borgmester Erik Lauritzen, som sidder med i foreningens bestyrelse.
Rapporten med titlen ”Et Danmark i balance er et rigere Danmark” er udarbejdet i samarbejde med en række af landets førende forskere på området. Den overordnede anbefaling i hvidbogen er, at Folketinget vedtager en langsigtet, politisk vision, der skal sikre mere lige vilkår for bosætning og udvikling i alle områder af landet.
“Vi vil have Folketinget til at udarbejde en egentlig politik for yderområderne. Ujævnhederne skal udlignes, så vi kan få frigivet det store potentiale, der er ude i lokalsamfundene”, siger Erik Lauritzen til TV SYD.
Ud over Sønderborg, er også Varde og Esbjerg kommuner repræsenteret i landsforeningen Danmark på Vippen.