Elisabeth Katrine Hansen, Mia Svik Jensen og Francesca Vidler er i gang med forberedelserne til at åbne deres tatoveringsbutik, Psycho Sisters Ink. Selvom butikken først åbner den 9. maj, er de allerede godt i gang med at realisere en drøm, der udspringer af både venskab og en fælles passion for tatovering.
De tre kvinder har tidligere arbejdet sammen i en tatoveringsbutik i Aabenraa, og det var her, de opdagede, at de kunne skabe noget særligt sammen, fortæller Mia Svik Jensen til SønderborgNYT:
“Vi har arbejdet tæt sammen før, og vi kunne bare mærke, at det fungerede. Det var en nem beslutning at tage skridtet videre og starte vores eget. Vi er blevet tættere som venner end som kollegaer, og det er det venskab, der gør, at vores samarbejde er stærkt”.
Tatovering har aldrig kun været et job for de tre kvinder, men en passion.
“Jeg tatoverede, da jeg var 16-18 år, og det var en meget mandsdomineret branche. I dag er branchen langt mere åben, og der er mange flere kvinder i branchen nu, end der var for mange år siden”, fortæller Francesca Vidler og Mia Svik Jensen fortsætter:
“Vi ønsker at skabe et rum, hvor folk kan komme ind og føle sig hjemme. Vores mål er at gøre det til et sted, hvor folk føler sig velkomne og kan være sig selv. Vi vil skabe et miljø, hvor alle føler sig trygge og accepterede”.
Selvom de tre kvinder har forskellige stilarter, arbejder de alle med samme grundlæggende teknik. Elisabeth Katrine Hansen er kendt for sine mørke, dystre designs, mens Francesca Vidler har en forkærlighed for farverige og fantasifulde tatoveringer.
“Vi har hver vores præferencer, men det fedeste er, at vi kan lære af hinanden og tilbyde noget forskelligt til kunderne. Vi mestrer alle de forskellige stilarter indenfor tatovering”, forklarer Elisabeth Katrine Hansen.
Deres vision for butikken er mere end bare at tilbyde tatoveringer. “Det er en oplevelse, vi ønsker at give kunderne. Vi vil, at de skal føle sig som en del af noget, når de er her. Det handler ikke kun om tatoveringen, men om den oplevelse, de får, mens de er i butikken”, afslutter Mia Svik Jensen.
Med deres stærke samarbejde og fælles passion for tatovering er de klar til at åbne dørene til Psycho Sisters Ink den 9. maj 2025 på Lille Rådhusgade i Sønderborg.




















