Thyge Nielsen sagde på mandagens møde i regionsrådet, at BIOS får en hård start. Men han er ifølge TV SYD overbevist om, at både overenskomt og arbejdsmiljø bliver overholdt.
“Overenskomsten siger 7½ vagt pr. måned, men BIOS-redderne får 10½ vagt pr. måned i september. Det kan de vist godt klare”, sagde Thyge Nielsen fra Venstre.
Han afviste også, at brugen af tyske reddere er et problem.
“BIOS har vist, at de tyske reddere kan lære dansk på fire, otte eller 12 uger. Men hvis vi skal uddanne danske reddere tager det 3½ år. Så det er da vist en god ide”.
På mødet kritiserede Thyge Nielsen Karsten Hønge for at modarbejde Bios fra blot fire dage efter SF havde stemt for aftalen med netop Bios.
Karsten Hønge fra SF forlader nu regionsrådet. Ikke på grund af kritik, men fordi han er valgt til Folketinget.
Søndag kunne TV SYD fortælle, at Karsten Hønge har modtaget 10.000 kr. til sin valgkamp til Folketinget fra Reddernes Landsklub.
En forening som udelukkende tæller Falck-reddere.