I begyndelsen af det nye år kan alle henvende sig til revisionsselskabet Deloitte, hvis man har viden eller mistanke om, at der foregår noget i Region Syddanmark, der strider mod reglerne.
På mandagens møde godkendte regionsrådet en aftale, der går ud på, at Deloitte skal levere en såkaldt whistleblower-ordning.
Konkret vil Deloitte oprette og drive en særlig, sikret webside, hvor man via computer eller mobiltelefon kan indberette forhold, der er af en sådan karakter, at de ikke kan håndteres indenfor den eksisterende organisation, herunder blandt andet MED-organisationen og tillidsmandsinstitutionen. Indberetningerne kan også ske telefonisk.
“Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi i regionsrådet har diskuteret, om en whistleblower-ordning er en god idé. Men
omvendt må vi erkende, at ikke alle sager kan håndteres i de eksisterende systemer”, siger regionsrådsformand Stephanie Lose i en pressemeddelelse og uddyber:
“Whistleblower-ordningen sikrer, at der er mulighed for at få fokus på uregelmæssigheder i de situationer, hvor eksempelvis medarbejdere ikke er trygge ved at bruge de nuværende muligheder for at sætte fokus på en væsentlig problemstilling. Ordningen kan være med til at skabe tillid til, at forholdene i regionen er kendetegnet af ordentlighed og respekt for de offentlig midler, vi forvalter. Og hvis de ikke er det, så skal det frem i lyset”.