region Syddanmark søger 207 millioner kroner fra satspuljen for at styrke indsatsen overfor sindslidende borgere ved blandt andet at opføre lokalpsykiatrier i flere byer.
Sindslidende borgere skal opleve, at de får den højest mulige kvalitet, at det er nemt at komme til – også udenfor normal kontortid – og at der er sammenhæng i behandlingen.
Det er baggrunden for, at Region Syddanmark har sendt en ansøgning til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse for at få del i de 700 millioner satspuljekroner, der er afsat til anlægsinvesteringer i psykiatrien.
Regionen vil blandt andet bruge puljemidlerne til at komme i mål med psykiatriplanens anbefalinger om at etablere lokalpsykiatrier i større byer.
“Lige som alle andre drømmer psykisk syge om en helt almindelig og rolig hverdag, og derfor vil vi gerne tilbyde dem behandling tæt på deres hjem eller i hjemmet, som ikke er så stor en omvæltning, som det er at blive indlagt”, siger Thies Mathiasen, der er formand for Psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark.