Regionen: Hurtigere hjælp ved stress, angst og depression

21. november 2018 REGIONALT Skrevet af: Ole Kæhler

Regionsrådet ønsker, at borgere, der bliver ramt af stress, angst eller depression skal kunne få hjælp hos en privatpraktiserende psykiater indenfor 14 dage.

Nu begynder arbejdet med at finde ud af, hvordan det kan føres ud i livet.

Som en del af budgetforliget for 2019 har regionsrådet besluttet, at regionen skal skabe mulighed for en ordning, hvor praktiserende læger kan henvise borgere med stress, let til moderat angst og depression til udredning og behandlingsvejledning hos en privatpraktiserende psykiater inden for 14 dage.

Artiklen fortsætter under annoncen

I store dele af regionen er der lang ventetid hos de privatpraktiserende psykiatere, men med en såkaldt §66-aftale vil regionen bane vej for, at en privatpraktiserende psykiater kan tage op mod tre patienter med stress, angst eller depression mere ind om ugen.  Disse patienter vil alle blive henvist fra egen læge.

Udvalgsformand Thies Mathiasen fra psykiatri- og socialudvalget siger:

“Der er meget på spil, når man får stress, angst eller depression – og det sidste, man som patient har brug for, er lang ventetid. Derfor ønsker vi speede processen op, så den enkelte hurtigt kan få en behandlingsplan og forhåbentligt bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet”.