Et advokatfirma har lavet en såkaldt Carl-Holst-undersøgelse, der fylder 27 sider og den formår ikke at svare på hovedspørgsmålet om, hvem der i 2013 stod bag ønsket om at fjerne Holsts navn på en faktura for køb af ydelser fra en ekstern taleskriver.
Og flere politikere i Regionsrådet stiller sig nu også tvivlende over for validiteten af den endelige regning fra Kromann Reumert, skriver Fyens Stiftstidende.
Ifølge den første del af regningen på 610.000 kroner, der dækker advokatfirmaets arbejde i oktober 2015, bliver regionen blandt andet bedt om at betale for ”omfattende korrespondance” med Carl Holst og dennes advokat Karoly Neméth.
Men Kromann Reumert har på intet tidpunkt i oktober talt med Holst og Neméth.
Hos Kromann Reumert erkender partner Kim Trenskow, at man har lavet en fejl på den første regning.
Lose står ved rapport
Regionsrådsformand Stephanie Lose er ikke betænkelig ved fejlen, men vil have advokatfirmaet til at forklare, hvad der er sket.
“Jeg har ikke studset over, om Kromann Reumert var i kontakt med Carl Holst og hans advokat i oktober eller november. Så jeg tror på, at der er en fornuftig forklaring. Men vi skal selvfølgelig spørge Kromann Reumert om sagen for at se, hvad der er rigtigt”, siger hun.
Politikere vil have sagen undersøgt
Flere regionsrådspolitikere er rystede over fejlen og vil til bunds i sagen:
“Man kan da ikke bare skrive en ydelse på en regning, hvis ydelsen ikke har fundet sted”, siger Thies Mathiesen, 2. næstformand i Region Syddanmark.