Rigtigt mange kom for at sige farvel – og især tak – til Mr. Zero

5. april 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Tirsdag eftermiddag var der afskedsreception for Sønderborgs Mr. Zero, Peter Rathje, som har givet opgaverne med at få Sønderborg frem til nullet i 2029 videre til andre – og helt som ventet, så var der en lang række talere, som ville give Peter Rathje et par ord med på vejen.

Det var bestyrelsesformanden for ProjectZero A/S, Hans Lehmann, som bød velkommen og til Peter Rathje sagde han blandt andet:

“Du er – om nogen – Mr. Zero og sammen med en gruppe fremsynede mennesker, startede du Sønderborgs rejse mod nullet”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Også formand for ProjectZero Fonden Lars Tveen takkede Peter Rathje for den store indsats:

“Du fik en baby bragt til verden og du har passet og du har taget dig af den. Rejsen mod nullet er en holdindsats og du har været holdkaptajn – og så er du et ordentligt menneske, som har styr på tingene”, sagde Lars Tveen i sin tale.

Borgmester Erik Lauritzen sagde, at han håbede på, at Peter Rathje havde set, hvor mange mennesker, der var kommet for at sige farvel – og også tak.

“Og her i tasken har jeg gaver til dig – og nu hvor du stopper i ProjectZero, så får du jo mere tid. Derfor skal du have et timeglas”, sagde borgmesteren, som trak endnu en gave op.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Der er snart Tour de France og Sønderborg er den grønne målby – så du skal selvfølgelig have den grønne førertrøje”.

“Jeg ved, at du nyder at springe i vandet ved Vikingen og fordi jeg ikke ved, hvor godt du svømmer, så får du et svømmebræt og et sæt svømmevinger, så vi har dig mange år endnu”, sagde borgmester Erik Lauritzen.

Du kan SE BILLEDER HER .